![En bunke asbestplader fra nedtagning af tag](/media/ficfzrut/20220617_125039.jpg?rnd=133730423720470000%3Fwidth%3D4624&height=135&width=347&mode=crop&autorotate=true&autoorient=true)
Regler for asbest fra 2025
Sidens indhold
Sådan håndterer du asbest fra din bolig
Når du håndterer materialer, der indeholder asbest, kan der ved forkert behandling blive frigivet store mængder mikroskopiske asbestfibre, som kan trænge ned i lungerne. Asbest er kræftfremkaldende og kan forårsage blandt andet lungehindekræft.
Håndtering af asbestholdige materialer skal derfor foregå på en måde, der i størst muligt omfang hindrer frigivelse og spredning af asbestfibre.
Er dit hus bygget eller renoveret efter 1920 og frem til 1988, kan der være asbest i blandt andet tagpap, bølge- eller skiftereternittagplader og facadeplader.
Indendørs findes det især i klæbemassen bag fliser i badeværelse og køkken.
Hvis dit tag består af bølgeeternit, kan du undersøge, om dine tagplader indeholder asbest ved hjælp af det nummer, som er trykt på oversiden af dine tagplader. Nummeret indeholder 5-10 cifre.
Hvis det første tal er 0 eller 1, indeholder tagpladen asbest.
Hvis det første tal er 4 eller 5, indeholder tagpladen ikke asbest.
- Eternittage produceret før 1984 indeholder altid asbest
- Eternittage produceret i årene 1984-1988 kan indeholde asbest
- Eternittage produceret efter 1988 indeholder ikke asbest.
Typisk benyttede man asbest i tagpap, i skifer- og bølgeeternittagplader, i sålbænke og beklædningsplader i eternit.
Indendørs kan der forekomme asbest i visse typer loftplader og i vægplader (fx bagved en brænde- eller kakkelovn), i fliseklæber bag klinker, samt i isoleringsmateriale til vandrør, vandvarmere og varmtvandsbeholdere. Derudover kan der være asbest i isoleringen i visse typer stålskorstene og sågar i gamle pengeskabe. Magnesit- og terrazzogulve kan indeholde asbest indstøbt i cement. Klæber i tagpap, vinyl og linoleum af ældre dato kan også indeholde asbest.
Du kan læse mere på https://asbest-huset.dk
Der er brugt asbest i byggematerialer fra ca. 1920 og frem til 1988, hvor det blev forbudt at anvende. Hvis dit eternittag er fra før 1984, indeholder taget asbest. I perioden mellem 1984 og 1988 blev der produceret eternittagplader både med og uden asbest.
Hvis du er bekymret for, om nedtagning af dit eget eller naboens tag med asbest sker korrekt, skal du kontakte Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88.
Fra 1. januar 2025 er der krav om at virksomheder som arbejder med asbest, skal have autorisation til at arbejde med asbest.
Det vil sige, at du ikke længere selv må tage hele dit eternittag med asbest ned, det skal være et firma med autorisation, der udfører arbejdet. Dog må man gerne selv foretage mindre arbejde, såsom at afmontere enkelte bølgeeternittagplader med asbest.
Arbejde med asbest hører til under Arbejdstilsynets regler, og disse regler gælder både for virksomheder og for privatpersoners håndtering af asbestholdige materialer.
Asbestarbejde skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Det kan gøres på nedenstående links:
https://at.dk/selvbetjening/
https://virk.dk
Private skal også anmelde asbestarbejdet. Det kan gøre på nedenstående links:
https://at.dk/selvbetjening
eller ved at sende en mail til at@at.dk
Du må gerne selv fjerne eternittagplader med asbest fra dit hus til og med 31. december 2024, men Arbejdstilsynet fraråder dette.
Personer under 18 år må ikke arbejde med asbest. Taget skal vandes først for at begrænse støv med asbestfibre til omgivelserne, hver enkelt plade frigøres og pladen skal forsigtigt tages ned i hel tilstand fra oven af. Eternittagplader skal pakkes ind i plastic og mærkes ”asbest”. Der er bl.a. krav om personlige værnemidler (maske og dragt), bad og omklædning i miljøvogn samt afskærmning af arbejdsområdet.
Pladerne skal behandles meget forsigtigt. Du må bl.a. ikke smide tagpladerne ned, fordi de knækker og frigør asbestfibre til omgivelserne. Du må heller ikke skære i asbestholdige plader.
Arbejdstilsynets regler angiver, at der skal foretages rengøring af taglægter, tagspær og loftisolering når arbejdet er afsluttet.
Reglerne skal overholdes, også af privatpersoner. Kommunen anbefaler, at alt arbejde med at fjerne asbestholdige tage, udføres af en virksomhed med uddannet personale.
Fra 1. januar 2025 er det et krav, at firmaer, som fjerner asbestholdige materialer, skal have en autorisation hos Sikkerhedsstyrelsen.
Hvis du har spørgsmål vedrørende asbestarbejde, er det en god idé at henvende dig til Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88 inden du går i gang med arbejdet.
Du kan læse mere om, hvordan reglerne er for arbejde med asbestholdige materialer her:
Hvis du har mistanke om, at et tag med asbest ikke nedtages korrekt (eller andet asbestarbejde), skal du kontakte Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88 eller sende en mail til at@at.dk med oplysninger om tid og sted, og hvad du mener, der er galt. Evt. vedhæftet fotos.
Kan du se firmanavn eller lignende, kan du evt. slå dem op i autorisationsregistret:
Du kan se listen over autoriserede firmaer her.
Arbejdstilsynet er ikke tilsynsmyndighed i forhold til privates håndtering af asbestaffald. Overtræder private asbestreglerne, kan det anmeldes til politiet.
Også til dem bør du oplyse om tid og sted, og hvad du mener, der er galt. Evt. vedhæftet fotos.
Vi anbefaler, at du får hjælp af et professionelt firma til at håndtere dit tag, hvis det indeholder asbest.
Fra 1. januar 2025 er det et krav, at firmaer, som fjerner asbestholdige materialer, skal have en autorisation hos Sikkerhedsstyrelsen.
Du kan se listen over autoriserede firmaer her.
Inden du siger ja til et tilbud, bør du dog alligevel være opmærksom på, at firmaet følger Arbejdstilsynets regler om håndtering af asbest.
Du bør sikre dig, at firmaet anvender udstyr og metoder, som er godkendte af Arbejdstilsynet. Også for at undgå spredning af asbestfibre i din have og nærmiljø.
Du bør også altid sikre dig, at du har set en kvittering på tilladelse fra Arbejdstilsynet, inden du siger ja til et tilbud fra en professionel. Og påbegyndelse skal anmeldes til Arbejdstilsynet 8 dage før.
Højtryksspuling af materialer med asbest er grundlæggende forbudt. Dog har Arbejdstilsynet mulighed for at give dispensation til professionelle.
Miljøafdelingens erfaring er, at der kan ske spredning, selvom man har en godkendt dispensation fra Arbejdstilsynet. Derfor opfordrer vi til, at man helt undlader at få renset asbest-tage.
Spørg eventuelt firmaet om udstyret er godkendt og bed om at se dispensationen, som altid skal følge det godkendte udstyr.
Læs Arbejdstilsynets vejledning ved arbejde med asbest på at.dk
Alger og mos på et tag er ikke nødvendigvis et problem for tagets funktion, som er at holde tæt. Det er ofte mere et kosmetisk problem.
Hvis taget er 40 år gammelt eller mere, så er pengene ofte givet bedre ud på at få taget repareret eller helt udskiftet, end afrensning og maling.
Du må kun anvende en blød børste og en vandslange, hvis du selv renser dit asbesttag.
Højtryksspuling af materialer med asbest er grundlæggende forbudt. Dog har Arbejdstilsynet mulighed for at give dispensation til professionelle.
Miljøteamets erfaring er, at der kan ske spredning, selvom man har en godkendt dispensation fra Arbejdstilsynet. Derfor opfordrer vi til, at man helt undlader at få renset asbest-tage.
Flere har oplevet at vand og asbestfibre kom ind under taget og i bedste fald landede på isoleringen. I værste fald gik det igennem loftet og landede inde i huset på gulv, senge og møbler.
Andre har også beskrevet, hvordan højtryksspulingen spredte asbestfibre i hele haven, og det gav bekymring hos naboerne.
Tjek algefjerner
Hvis der ved afrensning af tag anvendes algefjerner, som ikke er godkendt af Miljøstyrelsen, kan et nærliggende vandløb blive forurenet.
Mange steder er kloakken separeret i hhv. spildevand og regnvandsledningen, så tagvandet ledes urenset ud i søer eller vandløb.
- Tjek produktet på Miljøstyrelsens hjemmeside, mst.dk.
- Spær afløbsbrønde og nedløbsrør af så spildevandet ikke kommer i regnvandskloakken, og mos ikke stopper brønden.
Hvis du ikke kan undgå at bryde eller ødelægge tagpladerne, bør du overlade opgaven til professionelle. Fx hvis du skal sætte et tagvindue i eller montere solceller. Det betyder, at du ikke selv må udføre dette arbejde.
Skal du male dit tag, må du ikke slibe eller gøre andet, som kan fremkalde asbeststøv.
Har du byggeaffald, som indeholder asbest, skal du altid melde det til os.
Meld affaldet senest 2 uger før, du går i gang med dit arbejde.
Vær opmærksom på, at der er krav til støjende bygge- og anlægsarbejde, også når du rengør dit tag med godkendt udstyr og laver andet tagarbejde.
Du må kun udføre støjende bygge- og anlægsarbejde
- Mandag til fredag: klokken 07.00-18.00.
Fra 1. februar til 30. juni 2025 tester Odsherred Kommune en henteordning for asbest fra husstande.
Det er frivilligt, om du vil bruge ordningen eller hellere vil bruge en anden transportør.
Inden du bestiller afhentning er det vigtigt at du læser alle nedenstående punkter, især omkring pakning og placering af bigbagen til afhentning. Det er dit ansvar at henteforholdene er i orden.
Der vil være en del steder - især i sommerhusområderne - hvor det vil være meget vanskeligt at afhente bigbags'ene pga. adgangsforholdene.
Er du i tvivl om mulighederne er du velkommen til at kontakte affaldsteamet på affald@odsherred.dk.
Hvem kan bruge ordningen?
Både borgere og sommerhusejere i Odsherred kan få hentet asbest ved husstanden, så længe der er tale om plader fra et privat hus uden erhverv.
Ordningen medtager minimum 15 tagplader og op til 200 kvm hus (grundplan).
Færre end 15 plader skal du selv aflevere på genbrugsstationen. Har du flere plader, skal du selv træffe selvstændig aftale med en vognmand.
Vær opmærksom at du som privatperson eller håndværker uden autorisation ikke må nedtage mere end 6 plader.
Er der tale om en erhvervsbygning skal bygherre selv træffe aftale med en vognmand, der kan køre pladerne på deponi. Typisk vil det firma, der nedtager taget også kunne tilbyde at køre det til deponi.
Hvad koster det?
Ordningen er fuldt brugerfinansieret, dvs. betalingen ikke er en del af den normale affaldstakst.
Du har ikke pligt til at bruge den kommunale ordning, og normalt vil pakning og bortkørsel af affaldet være en fast del af prisen på nedrivningen af et asbesttag.
Prisen på bigbags
Prisen afspejler de reelle omkostninger til ordningen.
Prisen inkluderer selve bigbagen, transport, betaling for deponering af 1,5 ton asbestaffald inkl. afgifter samt administration. Prisen er inkl. moms.
1 stk. = 4150 kroner. Du kan købe flere bigbags.
2 stk. = 8300 kr.
3 stk. = 12.450 kr. osv.
Der betales efter en fyldt bigbag. Ubrugte bigbags kan ikke refunderes.
Sådan køber du bigbags
- Du skal starte med at anmelde dit byggeaffald til kommunen. Se hvordan du gør det.
Det skal fremgå af kommentarfeltet i anmeldelsen, at du ønsker at bruge den kommunale henteordning. Modtager er Audebo Miljøcenter. Transportør er Olaf Jensen A/S
- Når du har modtaget din anvisning på byggeaffaldet, tager du den med til nærmeste genbrugsstation, hvor du kan købe bigbags’ene.
Vær opmærksom på:
- Det er kun disse bigbags, du kan få hentet.
- Du kan kun betale med MobilePay. Vi kan ikke håndtere hverken kreditkort eller kontanter på pladserne.
- Vi kan ikke tilbagebetale penge for ubrugte bigbags.
Sådan pakker du bigbagsene
- Pga. ekstraordinær efterspørgsel har vi kun kunnet skaffe aflange bigbags. Det betyder, at du skal starte med at lægge to brædder eller lægter i bunden af bigbagen, så bagen ikke knækker, når den bliver løftet med kran. Derefter lægger du asbestpladerne ovenpå lægterne – i to bunker ved siden af hinanden.
Specifikationer på bigbags:
Passer til ca. 40 B6 og B7 plader (afhængig af begroning/mos) og kan laste max 1,5 ton.
L 260 cm x B 125 cm x H 30 cm.
Bigbagen er godkendt og mærket til asbest. Bigbagen er med lukket bund og 4 løftestropper. -
Placer bigbagen ved fortovskant/skel, så den efterfølgende kan afhentes med kran. Der skal være 4,5 meter i løftehøjde, for at kranen kan arbejde frit. Desuden skal kranbilen frit kunne køre til og fra ejendommen og kunne vende ved behov. Vær også opmærksom på fx hække, postkasser og lignende, der kan udfordre afhentningen. Det er dit ansvar at sikre disse ting, inden du køber bigbags, da de ikke kan tilbagebetales.
- Når bigbagen er fyldt, lukker du lynlåsen og bestiller afhentning. Du bestiller selv afhentningen hos Vognmand Olaf Jensen A/S.
Send en mail på info@olafjensen.dk eller ring på 59 26 81 30.
Du skal angive dit navn og adresse for afhentningen, at det drejer sig om den kommunale ordning for asbest samt angive det sagsnummer du fik, da du anmeldte affaldet til kommunen.
Olaf Jensen A/S har op til 6 hverdage til at afhente bigbagen.
Asbest skal fjernes fra din grund umiddelbart efter nedtagningen og må ikke indgå i nye byggerier.
Du kan aflevere asbest på alle vores fire genbrugsstationer. Asbestplader skal emballeres forsvarligt (dobbelt emballeres), inden de afleveres på genbrugsstationen.
Du kan købe containersække, der er store nok i udvalgte større byggemarkeder - også i Odsherred.
Professionelle bruger særlige kraftige gule sække til asbest på 100X160 cm, tykkelse på 110 μ/my. De kan også købes i større byggemarkeder.
Fra 1.1.25 modtager genbrugsstationerne max. 15 plader asbest fra et projekt. Selv om du kun må nedtage max. 6, må du gerne transportere max. 15, hvis en autoriseret håndværker har nedtaget og pakket pladerne.
Læs mere om aflevering af asbest på genbrugsstationerne her.
Audebo Miljøcenter drives af Argo, og det er dem, der fastsætter deres modtageregler.
Private kan ikke selv aflevere asbest på deponiet. Det kræver en transportør med CVR-nummer.
Find adresse og åbningstider her:
https://argo.dk/erhverv/deponi/aabningstider/
Find modtageregler, priser og opret dig som kunde (kun erhverv):
https://argo.dk/erhverv/deponi/deponeringsegnet-affald/
Sæt dig ind i reglerne, når du skal håndtere asbest
Mange danskere bor i et hus med asbesttag. Tagene er ikke sundhedsskadelige, når de er etablerede og overfladen er intakt. De er først sundhedsskadelige, når du skal rense, gennembryde eller skifte dit tag, da asbest kan afgive sundhedsfarligt støv.
Asbeststøv er sundhedsskadeligt, når du indånder det og kan give lungehindekræft.
Det er meget vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i reglerne, når du skal arbejde med asbest for både at beskytte dig selv, din familie og dine naboer.
Asbest forekommer flere steder end man umiddelbart skulle tro
Er huset bygget eller renoveret efter 1920 og frem til 1988, kan der være asbest i blandt andet tagpap, bølge- og skifereternittagplader og facadeplader.
Indvendigt forekommer asbest blandt andet i fliseklæb bag fliser i badeværelse og køkken og isoleringsmateriale omkring vandvarmere og rør.
Læs mere om asbest i huse på: https://asbest-huset.dk
Kontakt
Telefon
Miljøteamets tidsrum for booking af telefonmøder
Send digital post
Hvis du sender mail der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post via borger.dk
Erhverv: Send digital post
Hvis du sender mail der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post via virk.dk
Send almindelig mail
Hvis du sender mail der IKKE indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en almindelig mail