Her kan du finde oplysninger om Odsherred Kommunes plejecentre og om, hvordan du ansøger om en plejebolig
Der findes syv plejecentre i kommunen. De seks er kommunale plejecentre, og OK-Fonden driver det syvende.
Hvordan får jeg en plejebolig?
Hvis du ønsker en plejebolig, kan du kontakte visitationsteamet. Læs kommunens kvalitetsstandarder (Åbner i et nyt vindue) for tildeling af en plejebolig, inden du kontakter teamet.
Visitationsteamet vurderer dine behov. Hvis du kan godkendes efter kommunens kriterier, laver teamet en boligansøgning.
Sådan bliver du godkendt
- Du har behov for omfattende hjælp og pleje døgnet rundt
- Boligens specielle indretning kan i væsentlig grad lette dagligdagen for dig
- Du kan ikke klare dig i en almindelig ældrebolig
- Du er ude af stand til eller har meget vanskeligt ved at udføre egenomsorg
- Du har et særligt stort behov for fysisk og psykisk tryghed
Så længe skal du vente
Bliver du godkendt til en plejebolig, kommer du på venteliste. Du vil få et brev, om at du er godkendt på ventelisten.
Ventelisten er prioriteret. Det betyder, at det er den borger med det største behov, der vil blive tilbudt en plejebolig først. Det er altså ikke den, der først er optaget, der modtager et boligtilbud først.
Du skal være klar til at sige ja tak til en plejebolig med meget kort varsel. Der kan i nogle tilfælde være tale om, at du skal flytte ind allerede to uger efter du har modtaget tilbuddet.
Der er regler om, hvor længe du må stå på venteliste.
- Hvis du søger en plejebolig i hele kommunen, må du højest vente i otte uger (kaldes plejeboliggarantien). Det gælder kun, hvis du ikke siger nej tak til en tilbudt plejebolig inden for denne periode.
- Søger du en plejebolig på et udvalgt plejecenter, kan du godt vente i mere end to måneder.
- Du bliver slettet helt fra ventelisten, hvis du siger nej tak til en bolig tre gange.
Læs mere om plejecentrene
- Asnæs: Bobjergcentret
- Grevinge: Grevinge Plejecenter
- Højby: Plejecentret Solvognen
- Hørve: Plejecenteret Bakkegården
- Nykøbing: Plejecenter Grønnegården og Plejecenter Præstevænget
- Vig: Baeshøjgård (drives af OK-Fonden)
Ved akut behov
Har du behov for at få en plejebolig, efter du er udskrevet fra sygehus eller aflastningsophold, er du sikret en plejebolig et sted i kommunen inden for otte uger. Du kan altid blive skrevet op til en plejebolig på et andet plejecenter, hvis du ønsker det.
Plejebolig i en anden kommune
Hvis du vælger en plejebolig i en anden kommune, skal du opfylde betingelserne for at komme på venteliste både i Odsherred Kommune og i din tilflytningskommune. Kriterierne kan være forskellige fra kommune til kommune.
Du skal altid godkendes i din egen kommune, før du kan blive godkendt i en anden kommune.