Hvornår skal mit barn starte i skole? Kan vi vælge en anden skole? Hvad sker der, når vi flytter eller bliver skilt. Betaler kommunen for buskort? Få svarene om dit barns skolestart.
- Start i børnehaveklasse
- Skolevalg, skoledistrikter og Det frie skolevalg
- Fortsat skolegang ved fraflytning og skilsmisse
- Klagevejledning
Start i børnehaveklasse
Hvis dit barn skal i børnehaveklasse, kan det tidligst ske i det kalenderår, hvor dit barn fylder seks år. Skal dit barn starte i 1. klasse, skal skolestarten ske senest i det kalenderår, hvor dit barn fylder syv år.
På indskrivningssiden kan du skrive dit barn op til børnehaveklasse eller 1. klasse. Du skal ikke sende andre dokumenter end blanketten til kommunen.
Skolevalg og skoledistrikter
Der er 8 folkeskoler i Odsherred Kommune fordelt på i alt 9 undervisningssteder, hvoraf de 8 har indskolingsafdelinger.
Se en oversigt over kommunens skoler
De fleste forældre ønsker, at deres barn går i skole tæt på hjemmet.
Børnene indskrives derfor som udgangspunkt i den skole, der ligger tættest på deres bopæl, men det er muligt at ønske en anden skole.
Adresserne på de enkelte skoler finder du på de enkelte skolers hjemmeside, se ovenstående link. Hvis du har brug for hjælp, kan du kontakte:
Sofie Ishøy, 59 66 58 22 - Odden, Nykøbing og Egebjerg Skole
Kirsten Mitko Ammekilde Nielsen, 59 66 58 03 - Asnæs, Fårevejle og Hørve Skole
Kristina Friis-Hansen, 59 66 69 54 - Vig Skole
Susanne Kjeldgaard, 59 66 56 78 - Højby Skole
Ønsker du, at dit barn skal gå en anden skole, skal du søge som om, I bor udenfor skoledistriktet ved at udfylde blanketten Ansøgning om optagelse på anden skole end distriktsskolen
Hvis du ønsker dit barn i SFO, er det SFO’en på den afdeling, du har valgt.
Du kan selv tilmelde dit barn til SFO på digital pladsanvisning på vores hjemmeside.
Du har også mulighed for at benytte det frie skolevalg, der følger disse retningslinjer,
- Der må maksimalt optages elever fra et andet skoledistrikt til og med 28 elever i en klasse.
- Skoleskift bør ske ved et skoleårs begyndelse og efter samtale med både afgivende og modtagende skoles ledelse.
- Ansøgning om optagelse i børnehaveklasse i en anden skole end distriktsskolen skal indgives senest 1. marts.
Det bliver lagt vægt på, om der er søskende på skolen og om skolen ligger nærmest på hjemmet.
En anden skole end distriktsskolen har ikke har pligt til at optage dit barn, men du kan kontakte den skole du ønsker og få oplyst, om der er plads, og derefter udfylde blanketten Ansøgning om optagelse på anden skole end distriktsskolen. Se øverst.
Fortsat skolegang ved fraflytning
Hvis du skal flytte og ønsker, dit barn skal fortsætte skolegangen på sin gamle skole, skal I kontakte skolen og høre, om der er plads. Derefter udfylder I blanketten Ansøgning om fortsat skolegang ved fraflytning som skal sendes til Center for Børn, Unge og Familier via e-Boks.
Dette gælder også, hvis I flytter uden for kommunen. Det kan du læse mere i vejledning til blanketten Ansøgning om fortsat skolegang ved fraflytning.
Er du blevet skilt og skal flytte uden for dit barns skoledistrikt, følger skoledistriktet dit barns bopælsadresse, selv om I har fælles forældremyndighed. Det er en god ide at henvende sig til skolen i forbindelse med flytning.
Børn reagerer meget forskelligt på skilsmissen, og der kan nemt opstå situationer, hvor det er hensigtsmæssigt, at skolen ved, hvad barnet er opfyldt af.
Flytter barnet til en adresse uden for sit skoledistrikt, kan barnet som hovedregel fortsætte skoleåret ud, men du kan også udfylde blanketten Ansøgning om fortsat skolegang ved fraflytning.
Klagevejledning
Hvis du vil klage over noget i forbindelse med dit barns skolestart, skal du først henvende dig til skolelederen, der har det overordnede administrative og pædagogiske ansvar for skolen.
Er du ikke tilfreds med skolelederens afgørelse, kan du inden fire uger klage til din kommune.
Kommunens afgørelse kan ikke ankes til anden myndighed.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Børn, Unge og Familier.