Du skal søge om landzonetilladelse, hvis du ønsker at opføre nyt byggeri, udstykke eller ændre anvendelse af bestående bebyggelse eller ubebyggede arealer.
Sådan søger du om at bygge i landzone
Bor du i landzone, skal du være opmærksom på, at du som hovedregel skal søge landzonetilladelse efter planlovens § 35, inden du kan få byggetilladelse.
På kommunens netkort kan du se, om din ejendom ligger i landzone. På Naturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvad der gælder for områder i landzone.
I kommuneplanen er der udpeget forskellige områder og givet retningslinjer. Nogle områder administreres mere restriktivt end andre.
Hvilke ansøgninger kræver landzonetilladelse
- når du udvider din bolig til over 250 m²
- garager, carporte, udhuse m.v. over 50 m²
- ændret anvendelse af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer
- udstykning m.v.
- ridebaner og stalde til hobbybrug
- jord- og støjvolde
- etablering af erhverv
Landzonetilladelse meddeles af kommunen efter en konkret ansøgning. Landzonetilladelsen kan indeholde vilkår, der i nogle tilfælde tinglyses på ejendommen for ejers regning, når tilladelsen er gældende.
Du skal være opmærksom på, at der er nogle almindelige regler, du skal overholde. Fx placering af ny bebyggelse maksimalt 20 m fra eksisterende bebyggelse.
Din ansøgning om landzonetilladelse skal indeholde
- målfast og målsat situationsplan med angivelse af eksisterende bygninger og dét der ønskes opført. Der skal på planen være afstande til eksisterende bygninger og skel.
- målfast og målsatte facadetegninger og gavle, med angivelse af totalhøjde.
- angivelse af materialevalg og farver på alle udvendige bygningsdele.
- målfast og målsat plantegning, der viser, hvad der ønskes bygget og hvad rummene skal anvendes til.
- oplysning om anvendelsen af det byggeri, der ønskes opført.
Det er obligatorisk, at du skal sende din ansøgning om landzonetilladelse digitalt. I Byg og Miljø kan du digitalt ansøge om byggetilladelse og landzonetilladelse. Klik på selvbetjeningslinket i den gule boks.
Kræver det ansøgte byggetilladelse, kan denne først meddeles, når landzonetilladelsen er gældende. Byggetilladelsen skal meddeles, før byggeriet må begyndes.
Afgørelse
Når landzonetilladelse er meddelt, bliver den offentliggjort på kommunens hjemmeside. Der er en klagefrist på 4 uger fra tilladelsen er meddelt/offentliggjort.
Landzonetilladelsen er først gældende, når klagefristen er udløbet. Hvis tilladelsen bliver påklaget, er den kun gældende, hvis Natur- og Miljøklagenævnet fastholder kommunens tilladelse.
En konkret ansøgning kan også føre til afslag. Hvis du får afslag på landzonetilladelse, har du en klagefrist på 4 uger.