I Odsherred har vi en stærk børne- og ungekultur. Se hvilke muligheder dit barn har for at være del af kunstneriske og kulturelle fællesskaber – i skolen såvel som i fritiden.
Børne- og ungekultur er i Odsherred forankret i en stærk tradition, hvor kunst, skabertrang og fællesskab er drivkraften i lokalsamfundenes udvikling. I mødet med kunst og kultur får vi mulighed for at blive klogere på hinanden og os selv. Kulturen hjælper os med at stille de svære spørgsmål, den giver børn og unge et sted at søge svar og giver dem handlemuligheder i udviklingen af samfundet.
Alle sanser i spil i dagtilbud og skolen
Vores dagtilbud og skoler samarbejder aktivt med kulturinstitutioner og foreninger omkring en række større events, her er et udpluk:
- Hvert år har vi en stor SFO-OL for alle børn fra 0.-3. klasse med over 1000 deltagere.
- Dagplejen og Dagtilbud holder en årlig Naturdag for at smage, dufte, høre og føle naturen.
- Alle børn i Odsherred fra dagpleje/vuggestue til og med 9.klasse ser minimum 1 teaterforestilling om året.
- Åben Skole inviterer engagerede frivillige, foreninger, kunstnere, kulturinstitutioner, virksomheder, forældre og lokale til at undervise vores elever.
- Litteratur- og læsefestivalen bringer forfattere i skoler og børnehaver. Børn, pædagoger og lærer får viden og inspiration til at læse og skrive.
Dit barn kan dyrke sine fritidsinteresser
I Odsherred kan dit barn blive en del af levende fællesskaber med stor rummelighed, mangfoldighed og kreativitet. Vi har mere end 200 foreninger, hvor man som barn og ung kan dyrke sine fritidsinteresser, lige fra dykning over til fodbold og spejder.
- I foreningsoversigten (kultunaut) kan du både finde og oprette nye fritidstilbud i Odsherred. Denne oversigt er desværre ikke fyldestgørende, så vi anbefaler, at du googler eller spørger i dit lokalsamfund.
- Fritidspas-ordningen skal sikre, at alle børn i Odsherred Kommune har mulighed for at dyrke deres fritidsinteresser.
- Ung i Odsherred er en aktiv klub for unge, som skaber events og tilbyder en række hold, styret efter de unges egne interesser og behov.
- Forfatterskolen for unge er et tilbud til 12-18 årige for dem der elsker at skrive.
- Billedkunstnerisk Grundkursus er et udviddet tilbud for seriøst interesserede i kunstneriske udtryksformer.
- Odsherred Musikskole tilbyder undervisning i mange forskellige instrumenter samt en musikalsk forskole til de små.
Demokratisk dannelse for børn og unge
Fællesskaberne i Odsherred er ikke kun for de voksne. Børn og unge er en del af stærke, meningsfulde og forpligtende fællesskaber, hvor forskellighed er en styrke, og hvor der er ”højt til himlen”.
- Hvert år får alle 6. klasser mulighed for at indtage byrådssalen i børnedemokratirådet.
- Ungebyrådet i regi af Ung i Odsherred har bl.a. været med på Folkemøde i Bornholm, hvor de unge deltager i politiske debatter og events.
- Folkemødet i Odsherred engagerer både voksne, unge og børn. Det er en hel dag med debatter og arrangementer med fokus på fællesskab og lokaldemokrati.
Vil du følge med i kulturlivet i Odsherred, kan du abonnere på vores Kulturnyheder eller følge Facebooksiden Kultur i Odsherred.
Vi undersøger løbende, hvordan vi kan videreudvikle vores kulturtilbud for børn og unge og samarbejder gerne med kultur- og erhvervslivet samt civilsamfundet. Har du spørgsmål eller brug for yderligere oplysninger, kan du kontakte Kultur og Fritid i Odsherred Kommune.