Tang
Især i sommerhalvåret nyder mange af Odsherreds borgere og gæster godt af de mange dejlige badestrande. Badeoplevelsen kan dog i visse tilfælde blive en noget mere ”naturlig” oplevelse end man havde forestillet sig, idet der kan ligge store mængder tang på stranden.
Odsherred Kommune fjerner tang på 12 udvalgte strande om sommeren
Odsherred Kommune fjerner tang fra 12 udvalgte strande i sommerperioden (1. juni til 31. august).
Vi fjerner tang under hensyntagen til vind, vejr, strømforhold og økonomiske rammer. Man vil derfor kunne opleve, at der er uger, hvor vi ikke fjerner tang. I højsæsonen (slut juni til midt august) vil vi typisk rydde hver uge.
Vi fjerner tang under hensyntagen til vind, vejr, strømforhold og økonomiske rammer. Man vil derfor kunne opleve, at der er uger, hvor vi ikke fjerner tang. I højsæsonen (slut juni til midt august) vil vi typisk rydde hver uge.
Vi rydder tang på følgende 12 strande:
- Ellinge Skovvej
- Ellinge Strandvej
- Gudmindrup Nordstrand
- Høve (Agersøvej)
- Korevlevej
- Lynghusvej
- Mogens Heeringsvej
- Nordstrandsvej
- Ordrup
- Skærbyvej
- Telegrafvej
- Vraget
Der ryddes en strækning på ca. 100 meter - 50 meter til hver side i forhold til adgangsvejen til stranden.

Kort over de 12 strande hvor vi rydder tang
Der ryddes ikke i perioden 1. september til 31. maj af hensyn til Natura 2000-interesser (mere herom senere). Vind- og strømforhold fordeler tangen uens på kysten, hvilket betyder at nogle kyststrækninger er mere udsatte for tang end andre.
Sådan gør vi
Årligt fjerner vi mange hundrede tons tang. I 2018, den varmeste sommer i over 100 år, fjernede vi 2.394 tons tang. Særligt var strandene nede i den sydlige del af Sejerøbugten udsat for store mængder tang.
Tangen bliver skrabet sammen i bunker på stranden hver onsdag morgen. Her får tangen lov at ligge og afvande i maksimalt 48 timer, hvorefter en lokal entreprenør kører tangen væk inden weekenden. Herefter tager kommunen prøver af tangen for at sikre at tangen ikke indeholder tungmetaller eller andet som ikke må udspredes på landbrugsjord, inden entreprenøren spreder den ud på landbrugsjord, hvor landmændene pløjer den ned som et næringstilskud.

Stranden ved Hønsinge Lyng (Korevlevej) efter vi har ryddet tang - en onsdag i juni
Det afhænger af vejret, hvor mange timer eller dage, der går, inden der er skyllet nyt tang ind på stranden. Man kan som badegæst derfor aldrig vide sig sikker på, om der er tang.
Med den fremherskende vindretning fra vest er Odsherreds kyster imod Sejerø Bugt særligt udsatte for tang, men også på Kattegatkystens strande og på kysterne i Isefjorden, skyller der tang ind.
Vi har billeder fra vinteren 2018-2019 der viser naturens kræfter:

Samme strand - med en måneds mellemrum. Naturen har klaret det hele selv.
Så meget fjerner vi

Tabel der viser mængder i tons fordelt på 12 strande

Kort over Odsherred og procentfordelingen over hvor vi fjernede mest tang i årene 2018-2021
Natur og landskab
Tang medvirker til den naturlige landskabsdannelse. Hele Sejerøbugten, og dermed 8 af de 12 strande hvor der fjernes tang, er udpeget til et særligt naturbeskyttet område, et såkaldt Natura 2000-område. Udpegningsgrundlaget er blandt andet den særlige kystnatur, der opstår, når planter og dyr indtager tangen på stranden. Samtidigt er det unikt, at kysten udvider sig imod havet, fordi der skiftevis skyller tang ind, som dækkes af fygesand. Korevlerne dannes netop af disse processer.
Tangen er derfor medvirkende til, at der dannes en unik natur startende på stranden med strandvolde med plantesamfund i, hen over klitterne til indsøerne bag Korevlerne, hvor der blandt andet er et rigt fugleliv.
Bag indersøerne kommer sommerhusene, som mange steder er anlagt på en jordbund, der er dannet af opskyllet tang og sand. Natura 2000-udpegningen har blandt andet til hensigt at sikre ovenstående processer, og udpegningen lægger loft på, hvor meget tang, der kan fjernes fra Sejerø Bugt. Odsherred Kommune fjerner så meget tang som Natura 2000-området vurderes til at kunne tåle, uden at der sker en negativ påvirkning”.
Læs mere om de natur- og badeoplevelser Odsherreds strande kan give under mærkningsordningen "Kyst & Strand".
Renere havvand giver mere tang
I de senere år er mængden af tang, der skyller ind på strandene, steget. Forklaringen på dette er, at havvandet generelt er blevet mere rent, som følge af mindsket udledning af næringsstoffer. Det rene havvand skaber bedre vækstbetingelser for alger og tang. Bl.a. kan ålegræsset vokse på dybere vand end før. Dette er til stor gavn for mange fiskearter, da ålegræs er et godt skjul og opvækstområde for fiskeyngel, med det giver samtidig anledning til en vis stigning i mængden af opskyllet tang.
Politisk grundlag og naturhensyn
For at sikre at Odsherred Kommunes praksis er i overensstemmelse med beskyttelsen af strandområderne, fik kommunens Miljø- og Klimaudvalg i 2014 udarbejdet en konsekvensvurdering af, om fjernelse af tang kunne indvirke negativt på levevilkårene for fugle, tilstanden af kystnaturtyperne eller kystmorfologi og –dynamik. Konsekvensvurderingen blev foretaget af de to konsulentvirksomheder DHI og Orbicon.
Konklusionen på vurderingen var, at den nuværende praksis med fjernelse af tang på et begrænset antal strækninger á 100 m og kun i badesæsonen ikke var i konflikt med beskyttelsesinteresserne, men at en væsentlig udvidelse kunne være det. På den baggrund fastholder Odsherred Kommune indsatsen på det hidtidige niveau.
Henvisninger
Kontakt
Miljø & Teknik
Naturteamet natur@odsherred.dk: Biologi og naturbeskyttelse
Trafikafdelingen trafik@odsherred.dk: Entreprise og udførelse