Ønsker eller overvejer du at vende tilbage til dit hjemland eller tidligere opholdsland? Du kan læse mere om repatriering her.
Repatriering betyder frivillig tilbagevenden til hjemlandet eller et tidligere opholdsland. Repatrieringsindsatsen skal sikre, at flygtninge og indvandrere, der ønsker eller overvejer at vende tilbage til hjemlandet eller tidligere opholdsland, får den bedst mulige rådgivning til at kunne træffe en beslutning om at vende hjem.
Er du udlænding med opholdstilladelse i Danmark og omfattet af repatrieringsloven, kan du få hjælp til repatriering, hvis du ønsker at vende permanent tilbage til dit hjemland eller tidligere opholdsland.
Dansk Flygtningehjælp udarbejder pjecer på forskellige sprog, der oplyser om muligheden for at få rådgivning og økonomisk støtte, hvis man overvejer at vende frivilligt tilbage til sit hjemland. Du kan finde pjecerne her.
Du skal som ansøger henvende dig til Dansk Flygtningehjælp for råd og vejledning om dine rettigheder.
Du kan udfylde oplysningsskemaet til Dansk Flygtningehjælp her, hvis du ønsker individuel rådgivning om at vende hjem.
Når du har fået rådgivning hos Dansk Flygtningehjælp og beslutter dig for at vende hjem, vil Dansk Flygtningehjælp sende et brev til Odsherred Kommune om din beslutning. Herefter behandler kommunen din ansøgning om repatriering.
Du er omfattet af repatrieringsloven, hvis du er:
- Flygtning.
- Familiesammenført til flygtninge.
- Familiesammenført udlænding, og som har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år.
- Udlænding med opholdstilladelse i Danmark fra før 1983, eller som er født i Danmark som efterkommere af disse.
- Dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab
Er du udlænding med opholdstilladelse på andet grundlag, kan du ansøge Udlændinge- og Integrationsministeriet om at blive anset som omfattet af repatrieringsloven.
Du er ikke omfattet af repatrieringsloven, hvis du:
- Ikke har opholdstilladelse i Danmark.
- Er dansk eller nordisk statsborger, selvom du tidligere har haft opholdstilladelse som flygtning eller lignende.
- Er statsborger fra EU-/EØS lande eller Schweiz.
- Har opholdstilladelse i Danmark efter EU-reglerne.
Hvilken støtte kan man få?
Læs mere om hvilken økonomisk støtte, man kan få, samt om betydningen af formue
På Dansk Flygtningehjælps hjemmeside kan du få flere informationer om repatriering.
Du kan blandt andet se film, som kan hjælpe dig med, hvilke overvejelser der er gode at gøre i forbindelse med repatriering.