Lægdommer

Vil du være lægdommer?

Hvert 4. år kan du søge om at blive lægdommer

Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere, og de har til opgave at hjælpe rettens juridiske dommere med at dømme i visse straffesager. Om man er nævning eller domsmand afhænger af, hvilken type straffesag, der er tale om. Du vil som lægdommer enten blive tilknyttet Byretten i Holbæk eller Østre Landsret i København.

Lægdommere udtages for 4 år ad gangen, og næste periode løber fra 1. januar 2028 til 31. december 2031. Der bliver mulighed for at søge om optagelse på grundlisten igen i starten af 2031.

Som lægdommer vil du have mødepligt. Den type mødepligt kalder man for borgerligt ombud. Det betyder, at man skal have en særlig og tungtvejende grund for ikke at møde op, hvis man er indkaldt som lægdommer i en retssag. Det betyder også, at din arbejdsgiver skal give dig fri til at møde i retten, hvis du bliver indkaldt som lægdommer.

Hvad er en lægdommer?

Nævninge og domsmænd kaldes under et for lægdommere og virker i nogle straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere.

Nævninger og domsmænd bliver som et borgerligt ombud udtaget for 4 år ad gangen. Det vil sige, at man - med nogle få undtagelser - er forpligtet til at virke som domsmand eller nævning, hvis man bliver udtaget.

Udtagelsen sker på den måde, at et særligt udvalg i hver kommune - grundlisteudvalget - vælger et antal beboere, som udvalget anser for at være egnede til at fungere som nævninger eller domsmænd. De valgte bliver optaget på en såkaldt grundliste. Ved lodtrækning blandt de personer, der er optaget på grundlisterne, udtager landsretterne et antal personer til at virke som domsmænd og som nævninger.

Grundlisteudvalgets opgave er at udvælge et antal personer, der må anses for egnede til at virke som domsmænd og nævninge. Der udpeges én person pr. 300 indbyggere - i Odsherred er det lige nu 110 personer.

De udpegede skal udgøre et alsidigt sammensat udsnit af befolkningen, hvilket kommunen sikrer ved at tage hensyn til køn og aldersspredning, erhvervsforskellighed, etnisk baggrund og geografisk spredning i kommunen.

Medlemmer af Grundlisteudvalget

  • Pia Gade (V)
  • Jesper Høgedal (D)
  • Julie Jacobsen (O)
  • Henrik Søborg (N)
  • Debbie Sørensen (A)
  • Kim Mariegaard (Ø)