Lavbundsprojekt Trundholm Mose
Odsherred Kommune har igangsat en undersøgelse af om der kan etableres et lavbundsprojekt i Trundholm Mose. Mosen er lige nu gennemgribende drænet for at forbedre dyrkningsmulighederne. Men den gamle mose indeholder en masse gamle planterester, og er altså kulstofrig jord. Når man fjerner vandet fra mosen via dræn, kommer der ilt til disse planterester, som så kan blive omsat og danner CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren. Derfor er der et ønske om at fastholde kulstoffet i jorden ved at vådgøre den.
I kommunens klimaplan er der en ambition om udtagning af 200 ha lavbundsjord i hele kommunen. Trundholm Mose er det eneste store sammenhængende moseområde i Odsherred, og det nuværende projektområde er 159 ha.
Udover at reducere drivhusgasser vil et lavbundsprojekt mindske udledning af kvælstof til havmiljøet samt skabe synergi-effekt ift. natur.
Projektet er frivilligt og kan kun lade sig gøre i samarbejde med lodsejerne i området. I materialesamlingen kan du se mere om processen for jordfordeling samt læse forundersøgelsen.
Tidslinje
- 2020: projektopstart – der søges tilsagn til forundersøgelse
- 2021: teknisk forundersøgelse
- 2022: ejendomsmæssig forundersøgelse
- Januar 2024: kommunen opnår tilsagn til realisering
- Forår 2024: indledende planlægning ift. realisering, koordinering med Landbrugsstyrelsens jordfordelingskontor samt oprettelse af lodsejerudvalg og vurderingsforretning
- Resten af 2024 og 2025: forhandlinger mellem Landbrugsstyrelsen og lodsejere
- 2026 og frem: detailprojektering og udførelse - såfremt der opnås enighed blandt lodsejere og Landbrugsstyrelsen
Materiale
Herunder kan du finde materiale der relaterer sig til projektet, herunder de to præsentationer fra lodsejermødet den 23. april 2024; Landbrugsstyrelsens præsentation om processen for jordfordelingen samt kommunens rådgivers præsentation om den tekniske forundersøgelse.
Du kan også se selve den tekniske forundersøgelse samt det tilsagn som kommunen har fået i forbindelse med realisering af projektet.