Udkørsel med lille asfaltrampe på en villavej

Overkørsler

Her på siden kan du læse om reglerne for etableringen af en overkørsel (indkørsel og udkørsel).

Ansøg om tilladelse

Hvis du ønsker at søge om en tilladelse til etablering af en ny overkørsel eller flytte/udvide din eksisterende skal du sende en ansøgning til trafik@odsherred.dk.

Sammen med din ansøgning er det vigtigt, at du vedlægger en beskrivelse af det ansøgte samt en kortskitse med markering med målfast placering for overkørslen.

Er der nogle krav til overkørslen?

Ved etablering af en ny overkørsel eller udvidelse/flytning af en eksisterende overkørsel, er der nogle forhold som gør sig gældende både på private fællesveje og offentlige veje.

Kommunen skal som Vejmyndighed vurdere de enkelte ansøgninger individuelt, og kan på den baggrund opliste en række vilkår som grundejeren skal imødekomme ved anlæggelse af en ny overkørsel eller ændring af den eksisterende.

  • Normalt vil en indkørsel med en bredde på 3-5 meter give gode indkørselsforhold for 2 biler.
  • Ofte vil det være en forudsætning, at man holder indkørslen samlet som en dobbelt indkørsel og at en eksisterende indkørsel nedlægges for at opnå dette.
  • Oversigtsforholdene ved ind- og udkørsel skal sikres. Beplantning, faste hegn eller lignende må ikke være til gene for oversigten ved ind- og udkørsel.
  • Ved etableringen af overkørslen skal kantstenen enten sænkes eller der skal etableres en asfaltrampe fra selve kørebanen til fortovet/cykelstien.
  • Du skal være opmærksom på lovligt placeret vejudstyr, eksempelvis lygtepæle, el-skab mv. Vejmyndigheden er ikke behjælpelig med at flytte det udstyr, der måtte være placeret uhensigtsmæssigt i forhold til den ønskede placering.
  • Du skal selv undersøge, om der er tinglyste servitutter, eller om der er krav til adgangsforholdene i lokalplanen.  

Generelle betingelser

Kommunen skal vurdere, om det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at anlægge en overkørsel på stedet.

Grundejeren afholder selv alle udgifterne der er i forbindelse med etableringen af overkørslen.

Såfremt overkørslen ønskes etableret over et vandløb, skal vi gøre opmærksom på, at der i den forbindelse skal indhentes en godkendelse fra Vandmyndigheden i Odsherred Kommune.

Såfremt du ved ændring af en overkørsel har et ønske om at ændre adresse, skal der sendes en ansøgning til byggesag@odsherred.dk. Kommunens BBR-myndighed vil således tage stilling til om der kan gives tilladelse til en adresseændring.

Ønsker du endvidere at flytte afhentningsstedet for skraldespande, skal dette aftales med vores affaldsteam, affald@odsherred.dk.

Tilladelsen bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt 2 år fra tilladelsens dato. 

Trafikafdelingen

Telefon

Du kan bestille tid til at blive ringet op af en medarbejder fra Trafikafdelingen. Hvis du vil melde en fejl eller mangel, så besøg odsherred.dk/praj

Book et telefonmøde

Send almindelig mail

Hvis du sender mail der IKKE indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende til Trafikteamets e-mail.