Vejnavneskilte
Vejnavneskilte på kommunale veje
Skilte med vejnavne på kommunale veje opsættes, vedligeholdes og betales af Odsherred Kommune. Odsherred Kommune anvender som standard et skilt bestående af en stander med en blå tavle med hvid tekst.
Som grundejer må du acceptere opsætning af et skilt med vejnavn på din ejendom, hvis kommunen ønsker det. Hvis et skilt er anbragt på din husmur, hegn eller i skel mod vej, har du som grundejer pligt til at søge for, at der er frit udsyn til skiltet.
Ved reparation eller ombygning har du som grundejer pligt til at sørge for, at skiltet ikke bliver beskadiget eller går tabt. Hvis du fjerner skiltet, skal det sættes op igen snarest muligt.
Vejnavneskilte på private fællesveje
På private fællesveje er det vejejerne der skal sørge for opsætning og betaling af vejnavneskilte.
Odsherred Kommune anvender som standard et skilt bestående af en stander med en blå tavle med hvid tekst og anbefaler, at de private fællesveje gør det samme for at sikre en visuel ensartethed.
Bor du ud til en privat fællesvej og er du i tvivl om vedligeholdelsespligten, kan du i første omgang kontakte din grundejerforening. Er der ikke en grundejerforening hvor du bor, kan du kontakte os.
Godt at vide, når du skal montere et vejnavneskilt
Et vejnavneskilt kan købes hos en skiltefabrikant. I Odsherred Kommune bruger vi baggrundsfarven "Trafikblå" (farvekode: RAL 5017) og hvid tekst af typen "Dansk Vejtavleskrift". Tavlen monteres på en lige stander hvorpå der monteres en topholder til tavlen. Underkanten af tavlen skal være ca. 2,30 meter.