02.07.2024

Ændring af ejendomsskat

Mange tusinde boligejere i Odsherred får i disse besked fra kommunen om, at deres ejendomsskat er ændret på grund af nye vurderinger af grundværdien.

Du burde have modtaget information fra Vurderingsstyrelsen

Vurderingsstyrelsen er ved at udsende nye vurderinger til alle boligejere i Danmark. Disse vurderinger har været længe undervejs, og du skulle gerne løbende have modtaget information fra Vurderingsstyrelsen omkring din egen ejendom.

Hos Vurderingsstyrelsen kan du læse mere specifikt om, hvilken information du bør have modtaget fra Vurderingsstyrelsen.

Du modtager nye skattebilletter fra kommunen for årene 2021, 2022 og 2023

Når kommunen har beregnet den endelige grundskyld på baggrund af 2020-vurderingen, sender kommunen en ny ejendomsskattebillet for hvert af skatteårene 2021-2023. Til og med 2023 var der skatteloft på grundskylden, der begrænser, hvor meget den kan stige hvert år.

Da langt de fleste boligejere er tilmeldt indefrysningsordningen for grundskyld, vil eventuelle stigninger også typisk blive indefrosset, så du først skal betale, når du sælger boligen.

Sådan beregnes din grundskyld.

Indefrysningsordning (Lån til stigning i grundskyld)

Hvis der står 0 i den nye 3. rate, er stigningen i grundskyld blevet indefrosset. Der vil fremgå en linje på din skattebillet, hvor der står, hvor højt et beløb, der er indefrosset for skatteåret. 

Indefrysningsordningen hedder også ”Lån til stigning i grundskyld”, og den blev indført i forbindelse med regeringens boligudspil ”Tryghed for boligejere” i 2018, som en obligatorisk indefrysning af stigning i grundskyld.

Hvis du ikke tidligere har haft en stigning i din grundskyld, så vil indefrysningsordningen først blive aktuel i forbindelse med denne regulering på baggrund af din 2020-vurdering. 

Indefrysningsordningen skal indfries ved salg. For nuværende løber der ikke renter på. Du kan altid afmelde ordningen på borger.dk.

Hvorfor reguleres der tilbage til 2021?

Da grundskylden for 2021, 2022 og 2023 blev beregnet, var 2020-vurderingen for ejerboliger endnu ikke klar.

Derfor er grundskylden for disse år i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag.

Det er vedtaget ved lov, at kommunerne skal genberegne ejendomsskatten for årene 2021-2023, når de endelige 2020-vurderinger foreligger. Du kan læse mere om besked om boligskatten for 2021-2023 hos Vurderingsstyrelsen.

Der reguleres til nuværende ejer

Jf. Vurderingsstyrelsens vejledende udtalelse om efterregulering af grundskyld efter ejendomsskattelovens § 27, stk. 4 skal reguleringen af grundskyld for skatteårene 2021-2023 ske til aktuel ejer, uanset om der er tale om en meropkrævning eller en udbetaling.

Selvom du først har overtaget ejendommen senere, hæfter du som nuværende ejer for reguleringen for alle årene.

Du kan evt. kontakte din ejendomsmægler eller boligadvokat, hvis denne regulering ikke allerede er skrevet ind i købskontrakten. 

Hvis du er ny ejer efter 1. januar 2021 kan du læse mere på Vurderingsstyrelsens hjemmeside.

Din betaling

Hvis din nye vurdering resulterer i en merbetaling, og du har frameldt dig indefrysningsordningen, vil der nederst på den nye skattebillet fremgå en rate 3 med beløb og dato for forfald.

Hvis du er tilmeldt automatisk betaling, vil denne rate blive trukket automatisk.

Hvis du ikke er tilmeldt automatisk betaling, vil du modtage et indbetalingskort i din e-boks. 

Fra 2024 og frem

Ejendomsskat/grundskyld for skatteåret 2024 og fremadrettet forvaltes af Skattestyrelsen.

Du kan få et overblik over din fremadrettede grundskyld og indefrysning i din skattemappe på skat.dk . 

Ejendomsbidrag betales fortsat til Odsherred Kommune.