Lynghuset set udefra
16.08.2024

Den endelige advokatundersøgelse af Lynghuset udsættes indtil videre

Odsherred Kommune har på foranledning af advokatfirmaet Poul Schmith accepteret, at den samlede afrapportering i den uvildige advokatundersøgelse af Lynghuset bliver udsat indtil videre.

Odsherred Kommune har på foranledning af advokatfirmaet Poul Schmith accepteret, at den samlede afrapportering i den uvildige advokatundersøgelse af Lynghuset udsættes indtil videre. Efter en aktindsigt ved Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer advokaterne nu, at det er muligt at der er store overlap mellem deres undersøgelse og Styrelsen for Patientsikkerheds igangværende behandling af sager fra Lynghuset.

Advokaterne mener derfor, at det er mest hensigtsmæssigt at afvente at Styrelsen for Patientsikkerhed har afsluttet deres sagsbehandling. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed der har tilsynskompetencen med sundhedspersoner m.v. i henhold til sundhedslovens §§ 213-220 og autorisationsloven. Advokaterne ønsker derfor at kende Styrelsens fagligt begrundede afgørelse inden de selv foretager en vurdering.

Genåbningen af Lynghuset udsættes tilsvarende

Som følge af udsættelsen besluttede Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget på udvalgsmødet den 14. august 2024 også at udsætte de politiske beslutninger om Lynghusets fremtidige rammer indtil at Styrelsens afgørelse og den samlede advokatundersøgelse foreligger. Det betyder, at den hidtidige planlagte genåbningsdato den 1. november 2024 udsættes tilsvarende.

Både Odsherred Kommune og advokatfirmaet Poul Schmith har været og er løbende i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvornår vi vil kunne forvente at Styrelsen har truffet afgørelser vedr. Lynghuset – sådan at advokatundersøgelsen kan afsluttes. Vi afventer en formel tilbagemelding på tidshorisonten, men Styrelsen har indikeret, at der kan være tale om flere måneder.

Odsherred Kommune arbejder for, at borgerne snarest igen får glæde af et holdbart palliativt døgntilbud af den højest mulige faglige kvalitet. Indtil da beder vi om forståelse og tålmodighed.