
Der er nu åbnet for økonomisk tilskud til bygningsfornyelse
Gennem økonomisk støtte i bygningsfornyelsespuljen til klimaskærm på private ejendomme kan vi understøtte og skabe nogle endnu smukkere opholds- og byrum i Odsherred. Du kan derfor pr. 5. juli 2023 søge om tilskud til renovering af klimaskærm for bygninger i hele kommunen. Som et led i områdefornyelserne i Asnæs og Vig er der afsat særskilte midler til bygningsfornyelse og med fokus på opgradering af de SAVE-registrerede bygninger og bevaringsværdige miljøer i disse byer.
Her på hjemmesiden kan du læse om mulighederne for at søge tilskud til renovering af din ejendom og finde materiale om mulighederne i bygningsfornyelse.
Byrådet prioriterer at støtte boliger, som er udpeget som fredede og bevaringsværdige, og som har en synlig beliggenhed fra større veje eller særligt befærdede stier eller er beliggende i et udpeget kulturmiljø. Det er et krav, at bygningerne er opført før 1960 og er væsentlig nedslidt eller har fået en energimærkning, der indeholder forslag til forbedringer, jf. byfornyelsesloven.
Du kan finde ud af, om der findes SAVE-registreringer på din ejendom/eller bevaringsværdigt kulturmiljø via kulturarv.dk. Du kan finde dem via linket her her.
Fakta kort
Hvem kan søge?
- Ejerboliger der bebos af ejeren, og andelsboliger der bebos af ejeren/andelshaveren, eller private udlejningsejendomme, dvs. en ejendom, der er godkendt til beboelse, og som udlejes efter lejelovgivningen
- Der kan også opnås støtte til bygninger, der indeholder både bolig og erhverv. Der kan ikke søges til boliger, der anvendes til fritidsformål
Hvor meget kan man søge i tilskud?
- I bygningsfornyelse i Odsherred kan der søges 33 % økonomisk medfinansiering til et renoveringsprojekt. Det ansøgte beløb kan minimalt være 25.000 kr., og der kan maksimalt bevilliges 100.000 kr. i støtte pr. ansøgt byggeprojekt
Hvornår kan du søge?
- Der åbnes for første ansøgningsrunde den 5. juli – 15. august 2023
- Der åbnes for anden ansøgningsrunde den 1. september 2023 – 15. februar 2024
Orienteringsmøde om bygningsfornyelse den 21. august 2023
Der inviteres til et orienteringsmøde om bygningsfornyelse den 21. august i Vig forsamlingshus kl. 19-21. Alle er velkomne til at komme og høre mere om bygningsfornyelse i Odsherred.
Søren Vadstrup fra det Kgl. Akademi kommer og fortæller om byfornyelseslovens regler for tilskud samt gode råd til istandsættelse af bygningernes klimaskærm og der laves byvandring, hvor der kigges på eksempler.
Byfornyelsen håber, at mange vil benytte denne mulighed for at høre mere om muligheden.