
Genåbningen af Lysningen udskydes til efter sommerferien
Odsherred Kommune arbejder på at genåbne kommunens palliative enhed Lysningen ud fra de politiske vedtage rammer, som blev besluttet den 4. december 2024 af Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget.
Som en del af processen har kommunen slået stillinger op som teamleder, social- og sundassistenter og sygeplejersker, så Lysningen kunne genåbne på et solidt grundlag den 1. maj 2025.
Ansøgningsfristerne til stillingerne er nu passeret. Desværre er vi nødt til at gå i genopslag af stillingerne - og er som følge heraf også nødt til at udskyde den planlagte genåbning af Lysningen.
Baggrunden er, at vi ikke har modtaget nogen ansøgninger til stillingerne som sygeplejerske på Lysningen. Selvom der er kommet et fornuftigt antal ansøgere til social- og sundhedsassistentstillingerne, så har Lysningen ikke sygeplejersker nok til at få vagtlagene til at hænge sammen pr. 1. maj 2025, heller ikke selvom at tilbuddet genåbner med formindsket kapacitet.
Genåbningen udskydes til efter sommerferien
Det er ikke muligt at lave en god rekruttering eller et sammenhængende genåbningsforløb for Lysningen, hvis det skal ske op til og midt i en sommerferieperiode. Den mest realistiske nye genåbningsdato er derfor 1. september 2025. Vi er ærgerlige over at måtte udskyde genåbningen, men omvendt er vi nødt til at handle og ændre vores planlægning, når virkeligheden ændrer sig.
De nuværende medarbejdere på Lysningen, de faglige organisationer og ansøgerne til stillinger blev mandag den 17. februar 2025 orienteret om at den planlagte genåbning udskydes.