Kvashegn Uden Stolper, Lige Efter Etablering
21.06.2023

Genbrugsstation bliver til en genGROstation

Efter sommerferien starter et nyt undervisningstilbud op på genGROstationen i Fårevejle. GenGRO skal give børn jord under neglene og spændende udeliv.

Odsherred Kommune omdanner nu et område af Fårevejle Genbrugsstation til et vildere levested for planter og dyr. Området, vi kalder GenGRO, skal inspirere både børn og voksne til at skabe vildere haver til glæde for vilde blomster, insekter og fugle, og lade haveaffaldet blive hjemme.

”Området bliver en slags demohave, hvor vi vil vise, hvordan man både kan gøre sin have vildere, og samtidig gøre affald brugbart i haven. På den måde spiller det godt sammen med vores GI’ og TA’ områder, hvor man bl.a. kan hente gratis fliser og haveaffald”, fortæller projektleder Jacob Antvorskov.

Skoleelever inviteres med i projektet

Placeringen på genbrugsstationen gør det nemt at hente materialer til GenGRO. Fx stubbe til at sidde på, grene til kvashegn og ærtestativer, træ til fuglekasser og blade og græs til komposten. Alle skoler i Syd har modtaget en invitation i uge 25, og alle klassetrin kan deltage, inkl. specialklasser.

”Det er udeundervisning på allerøverste hylde. Her kan eleverne lære om både miljø, klima, affald og biodiversitet i praksis”, fortæller Jacob Antvorskov. ”Når eleverne er med til at bygge brændestakke, kvashegn og fuglekasser, får de både brugt deres hænder, kroppe og hoveder, og de vil opleve, at haven og naturen udvikler sig. Her må man gerne rode i komposten, eller løfte en sten, og se hvem der bor der. Og SFO’erne kan også sagtens være med, hvis de vil give børnene vildere oplevelser i fritiden. Forhåbentligt kan projektet inspirere haveejere, skoler og daginstitutioner til at gøre deres udearealer vildere. Vi har masser af haveaffald og byggematerialer. De skal bare hente det, hvis de ikke har nok”.

GenGRO skal også inspirere forældre, bedsteforældre og alle andre til at lade haveaffaldet blive i haven. Både til gavn for naturen, klimaet og ikke mindst økonomien, for Odsherred Kommune bruger over 3 millioner kroner om året på at transportere og behandle haveaffald.

”Derfor vil vi også kigge på, hvordan vi på sigt kan involvere flere i driften af haven. Måske kunne der komme små temadage eller fortællinger, hvor lokale eksperter lærer fra sig,” slutter Jacob Antvorskov.

Alle er velkomne til at kigge forbi, når man alligevel besøger genbrugsstationen i Fårevejle, og måske blive inspireret til at gøre sin egen have vildere.