Håb for flere fisk i Højby Sørende
Af: Rune Hylby, Odsherred Sportsfiskerforening
Projektet i Højby Sørende lørdag den 5. oktober 2024, der blev udført af Odsherred Sportsfiskerforening og Den Sjællandske Grusbande i fællesskab, indeholdt både overraskelser, positive som mindre positive, og det indeholdt også håb for fremtiden for det lille vandløb, der løber til Kattegatkysten på nordsiden af Odsherred i Nyrup Bugt.
Det var på initiativ af Odsherred Sportsfiskerforening, at det lille vandløb igen fik en ”overhaling”, præcis som i 2021, da vi var der sidst.
Dengang blev der lagt sten til skjul og brinksikring, udlagt gydegrus og såmænd også etableret et sandfang, som Odsherred Kommune gravede midt på projektstrækningen.
Sten og gydegrus skulle såmænd også lægges i Højby Sørende denne gang, og på en strækning opstrøms projektet i 2021.
Her er vandløbet på vestsiden fulgt på vej af en række sommerhusgrunde, der skygger vandløbet godt med bevoksning af træer langs kanten. På østsiden har lodsejeren Frans fold til dyr, høslet m.m., hvilket er meget anderledes end den strækning, vi restaurerede sidst; den lå i skovens dybe, stille ro.
I alt skulle der etableres fire gydebanker med i alt 20 tons gydesubstrat. Det er en voldsom stor mængde i det lille 1 meter brede vandløb, men da Odsherred Kommune havde gravet af bunden for at lave bundudskiftning på grund af store forekomster af sand og slam, blev en del af gydesubstratet brugt som ren og skær ”bundkote”.
Samtidig skulle der udlægges i alt 35 tons skjulesten, der skulle ligge i vandløbet, dels som skjul og dels som brinksikring.
Gudskelov havde de gæve vandplejefolk fra Odsherred Sportsfiskerforening, Jan Aggerholm og Kalle Ludvigsen, arrangeret maskinkraft på dagen, så alle 55 tons sten og gydesubstrat blev lagt ud af Long Niels med frontlæsser og minigraver – en kæmpe hjælp.
Vi mødtes alle mand m/k klokken 10.00, hvor vi efter introduktion af Jan Aggerholm kunne komme i gang efter en fin morgenbuffet med både brød og kage.
Jeg var blevet ringet op om formiddagen af TV 2 Øst, som gerne ville have et indslag fra dagens indsats i nyhederne klokken 19.30. Min primære opgave fra morgenstunden blev derfor at agere filmmand og optage dagens arbejde med mobiltelefon.
Første delmål blev en gang elektrofiskeri og en bestandsanalyse, både på den nye strækning og ditto på den strækning, vi restaurerede i 2021. På den nye strækning var der ikke skyggen af fisk. Det kommer der forhåbentlig efter projektet.
På den anden strækning var det meget mere interessant. Det er nemlig præcis samme sted, DTU Aqua har deres station ved den periodiske befiskning hvert 10. år. DTU Aqua var på besøg i august 2023, samme sted, og fandt ingen ørreder. Vinteren har til gengæld givet en vis gydning (8 stk. gydegravninger), og der er sørme kommet yngel ud af anstrengelserne: 19 stk. på en 50 meter lang strækning. Det vil sige 32 stk. pr. 100 kvadratmeter på nuværende tidspunkt af året (halvårsfisk).
Det er en bestand, der er rimelig, skulle jeg mene, om end der er langt til de 80 stk. for god økologisk tilstand.
Vi er dog kommet uden for det vindue, der normalt kan betegnes som værende acceptabelt ved undersøgelse af yngeltætheder, og derfor havde bestanden sandsynligvis været større, hvis vi havde elfisket i august måned.
Samtidig var det også en flok ualmindelig velnærede halvårsørreder, hvor den mindste var 8 cm lang og hovedparten lå mellem 10-11,5 cm. Og det kan ikke være fisk fra sidste år, for så havde Michael fanget dem allerede i 2023.
Det fantastiske ved historien er under alle omstændigheder, at der så vidt vides, aldrig har været en egentlig bestand af ørreder i Højby Sørende, men det er der nu, takket være indsatsen fra de frivillige, lodsejere og Odsherred Kommune.
Efter bestandsanalysen gik vi i krig med gydebankerne, og efterhånden som Long Niels fik lagt gydesubstratet i vandløbet, så snart tog de frivillige fra Odsherred Sportsfiskerforening og Grusbanden fat og fik rettet gydebankerne til. Vandet rislede nu ned over bankerne, og det blev mega godt.
Så snart en gydebanke var færdig, blev der kørt skjulesten til strækningen op- og nedstrøms, inden næste gydebanke blev rettet til.
Det gik slag i slag, og undervejs nåede vi såmænd også at holde en fin pause, hvor blandt andet Gry Annika Jensen, vandløbsmedarbejder i Odsherred Kommune, havde bagt den mest vidunderlige kage. Drikkevarerne sørgede Odsherred Sportsfiskerforening for, samt en ikke uvæsentlig donation af en ramme Coca Cola fra Alexander Berg fra Hillerød, der ikke selv kunne deltage. Den slags uventede donationer er vi mega glade for og fortæller os, at det vi gør, er godt. Jeg takker mange gange for donationen, Alexander!
Vi fik langsomt og sikkert arbejdet os opstrøms, hvor henholdsvis gydebanker og skjulesten skiftesvis lå som et tydeligt bevis på, at her havde der været en flok frivillige vandløbsnørder igennem. Da klokken nærmede sig tre om eftermiddagen, var vi en lille flok, der begyndte at pakke sydfrugterne.
Jeg skulle sende dagens optagelser til TV 2 Øst, så de kunne nå at få det i Nyhederne kl. 19.30. Du kan se indslaget her: https://www.tv2east.dk/arkiv?date=2024-10-05&clip=e7d2ba3d-c718-48fc-8b8d-3fd0b56dd29f).
Der manglede en lille smule skjulesten, som Long Niels kørte i ”depot” på foranledning af Jan Aggerholm, og desuden blev der lagt en lille smule gydesubstrat på brinken ud for hver gydebanke, således at den kan suppleres med lidt friske sten, når det hele har sat sig lidt. Det er nok en god ide med tanke på, at der er meget sand i Højby Sørende. Derfor lød det også meget positivt, da Gry Annika Jensen fra Odsherred Kommune fortalte, at sandfanget ikke var blevet tømt endnu i dette efterår. Det bliver der brug for, uden tvivl.
Da vi alle takkede af, var det med en god fornemmelse i kroppen. Det skal nok blive godt, når sten og gydesubstrat har fået lov til at arbejde sammen med vandet hen over vinteren.
Gode hilsner
Bandeleder Rune Hylby
Odsherred Sportsfiskerforening