Nykøbing Sj stationsforplads skitse
26.01.2023

Nu får stationsforpladsen i Nykøbing Sj en tiltrængt opgradering

Stationsforpladsen bliver mere attraktiv - og opgraderet med bedre forhold for busser og bus- og togpassagerer. Desuden bliver selve stationsområdet forskønnet.

Nykøbing Sj er et af knudepunkterne for de oplevelsesøkonomiske ambitioner i Odsherred. Dels som attraktiv bosætnings- og turismedestination i egen ret, med den nyanlagte kultursti og et righoldigt udbud af forretninger, kulturtilbud og spisesteder. Dels som den mobilitetsmæssige indgangsport for både beboere, landliggere og gæster i den nordlige del af Odsherred.

Nykøbings Sj’s særlige mobilitetsbetydning har været en vigtig del af visionerne i den igangværende områdefornyelse, der blev igangsat i 2016. Projektet kulminerer nu med en gennemgribende opgradering af stationsforpladsen og faciliteterne på Nykøbing Sj station – ikke mindst for cyklister og busser.

Trafikken bliver omlagt, så der skabes en forbedret ankomst og pladsdannelse med cykelparkering, kiss & ride, som derved også skaber ny og mere trafiksikre af- og påstigningssteder for buspassagererne. Derudover forskønnes stationsområdet med attraktive cykelfaciliteter, træer, mødested ved den runde bænk og knudepunktskilt som understøtter mobiliteten.

Bæredygtig mobilitet og cirkulær økonomi i fokus

Ud over at skabe en attraktiv stationsforplads med langt bedre forhold for busser og bus- og togpassagerer, er principper om bæredygtig mobilitet og cirkulær økonomi tænkt ind i projektet fra starten. En stor del af byggematerialerne i anlægsprojektet er fx cirkulære genbrugsmaterialer.
Det er en selvstændig målsætning for projektet at gøre det nemmere og mere attraktivt for den enkelte at vælge de bæredygtige mobilitetsformer til. Derfor rummer projektet også en række markante serviceforbedringer for cyklister og rejsende, der ønsker at kombinere cykel og tog fremfor at køre i bil.

Det gælder bl.a. en cykelparkering, en cykelservice station og et Kiss-and-ride sted. Desuden vil der fra indvielsen af byrummet og et år frem være et pilotprojekt med delecykler, finansieret af midler fra Movia. Modellen vil være med 10 delecykler, i stil med det delecykelprojekt, der skal starte i Asnæs.

”Udover at skabe helt konkrete og mærkbare dagligdagsforbedringer for tog- og buspassagererne, så er stationsopgraderingen et vigtigt skridt i at forløse det store oplevelsesøkonomiske potentiale, som vi har Odsherred. Koblingen mellem tog, bus og cykel er helt central, og når vi samtidig primært anvender cirkulære materialer undervejs, så er vi godt på vej med at leve op til de store klimapolitiske ambitioner, vi har her i Odsherred,” siger Titti Donsted, der er byplanlægger i Odsherred Kommune og projektleder for stationsopgraderingen.

Trafikpåvirkninger undervejs i projektet

Mens anlægsprojektet kører i uge 8 til 26, vil der være trafikpåvirkninger. Det gælder for buspassagererne, hvor Nykøbing Sj stoppestedet i perioden flytter til parkeringspladsen i Algade 70.

Fakta om opgraderingen af stationsforpladsen i Nykøbing SJ

  • Arbejdet begynder i uge 8 og forventes endeligt afsluttet i uge 26
  • Projektet med delecykler vil efter planen begynde ved indvielsen af byrummet og et år frem
  • Delecykelordningen og omdannelsen har kunne lade sig gøre takket være midler fra Movia, ligesom Lokaltog finansierer en del af selve anlægsprojektet