23.07.2024

Nyt fra Ældrerådet juli 2024

Her kan du læse senest nyt fra Ældrerådet

Ældrerådets sidste møde inden sommerferien fandt sted d. 26. juni på Plejecenter Baeshøjgård i Vig.

Vi blev budt velkommen af Rune, Servicechef og Centerleder Tine.

Inden mødet startede, var der muligheder for at se et par af afdelingerne på Plejecentret.
Ligeledes var der også mulighed for at se varmtvandsbasinet, som nu heldigvis er sikret mht. fortsat brug til glæde for borgerne i Odsherred.

Man er allerede i gang med at forberede og etablere den nye indgang til bassinet.

Ældrerådet støtter helt op om Handicaprådes indstilling til bedre egnet belægning på sti samt udformning af rampe til ny indgang.

Ældrerådet, samt Handicaprådet, er blevet gjort bekendt med problemer vedr. tilgængelighed og manglende redningsvej i navngivet byggeri i Odsherred. Ældrerådet og handicaprådet vil videresende bekymringen til rette afdeling i kommunen.

Rasmus Gormsen Hansen, Centerchef for hjemmeplejen, deltog i en del af mødet og oplyste følgende:
Vedr. Lynghuset:

  • Arbejdsgruppe nedsat, som skal arbejde med, hvad tilbuddet på Lynghuset skal indeholde.
  • Arbejdsgruppen består af en bred kreds af medarbejdere, men ingen politikere.
  • Man planlægger på nuværende tidspunkt genåbning 01.11.24

Der ser heldigvis ud til, at sygefraværet i Odsherred er svagt fadende, og man håber dermed at kurven er knækket. For at spare dyre vikarpenge forsøger man primært, at de ansatte prøver at dække og vikariere for hinanden, hvilket også skaber større tryghed blandt borgerne.

Rasmus orienterede også om personale-og ledelsessituationen på Solvognen og Sejrsbo.

I Hjemmeplejen Syd varetages ledelsen midlertidigt af medarbejder fra distrikt Midt, indtil nye ledere ansættes.

Opgaven med at etablere faste teams i hjemmeplejen er i gang, og at der opleves en positiv indstilling fra alle distrikter. Ældrerådet foreslår, at der overvejes ekstra resurser/midler for at understøtte processen.

Der arbejdes stadig på at udvide kapaciteten af midlertidige pladser på plejehjemmene,

Der blev orienteret om de 2 lægehuse i Odsherred som lukker og konsekvenserne heraf.

Vedr. de 5 Sygeplejeklinikker er det positivt, at klinikkerne bruges mere, men der er stadig i høj grad udviklingspotentiale.

Der bør oplyses yderligere om klinikkernes eksistens og Ældrerådet ser gerne, at der arbejdes med muligheden for at bruge klinikkerne til akutbehandling i åbningstiden.

Nyt fra medlemmerne:

  • Tidligere høringssvar kan nu læses på hjemmesiden.
  • Formand og næstformand har besøgt E- hospitalet i Næstved. Både ledelse og sygeplejersker udtaler, at det fungerer tilfredsstillende, men det er også et krav, at der er en vis erfaring hos personalet, når behandlingen foregår via web-cam. Der er mellem 12-1500 behandlinger på en dag. Der er mulighed for hjemmebesøg med biler der er indrettet som minihospitaler. Borgerne har mulighed for at fravælge løsningen, men det er overvejende en stor succes, som man forventer bliver mere udbredt de kommende år
  • Man drøfter muligheden for at udbrede kendskabet til Demenstegnet, så flere bliver opmærksomme på dette.
  • Der har været møde med Ældresagen vedr. vågetjenesten i Odsherred. Der arbejdes på at få projektet i gang.
  • Der har været afholdt møde vedr. Demenshus i Odsherred.

På trods af vejret, var det Ældrerådets indslag på Folkemødet velbesøgt. 3 veloplagte oplægsholdere fortalte om vigtigheden af forebyggelse, og spørgelysten var stor. Ældrerådet vil selvfølgelig følge op på problematikken.

Der stilles forslag om at afholde et borgerarrangement for at informere om ”E-hospitaler”. Formanden kontakter Ole Christensen fra Ældresagen om at samarbejde om et sådant møde.
Mødes planlægges foreløbig til afholdelse i efteråret 2024.

Endelig vil vi henvise til https://www.e-pages.dk/regioner/234/html5/, hvor du kan læse om ”Det nære Sundhedsvæsen”.

På gensyn efter sommerferien.

De bedste ønsker om en forsat god sommer.

Ældrerådet i Odsherred Kommune