Børn der leger på en eng
01.07.2024

Nyt initiativ skal løfte bevægelse og trivsel for Odsherreds børn

’Lokalsamfund i Bevægelse’ er et partnerskabsprojekt mellem Steno Diabetescentrene, Aarhus Universitet, Odsherred og fire andre danske kommuner.

Lokalsamfundene i Vig og Fårevejle er udpeget til at indgå i initiativet. På sigt er ambitionen at udbrede de gode erfaringer til flere lokalsamfund i kommunen.

Håbet er, at vi i Odsherred kan gå sammen om at starte bevægelse, der får vores børn og unge til at bevæge sig mere og derved skabe de bedste forudsætninger for sundhed, trivsel og læring.

Samskabende workshops i lokalsamfundet

Tirsdag den 20. august kl. 17.00-20.30 holder vi en workshop for alle interesserede på Vig Skole.

Her samles civilsamfundsaktører, politikere, praktikere og forskere om at finde fælles løsninger for mere bevægelse i børns hverdag, der kan understøtte sundhed, trivsel og fællesskaber for børnene i Vig og omegn.

Det bliver nogle kreative og hyggelige timer, hvor alle idéer er velkomne. Kommune tilbyder efterfølgende muligheder for projektsparring og en pulje med projektmidler til opstart af nye bevægelsesinitiativer i lokalsamfundet, så idéerne også kan sætte i søen, forklarer Sara Knabe Sørensen, der er en med i koordineringsgruppen bag arrangementet.

Tilmeld dig workshoppen

Projektet blev kickstartet med aktivitetsdage på skolerne i Vig og Fårevejle

Skolerne i Vig og Fårevejle kickstartede ”Lokalsamfund i bevægelse” med aktivitetsdage, der bidrog til en sjov dag i bevægelsestegn, der skabte rum for leg, grin og aktiviteter i fællesskab og gav børnene røde kinder og smil på læberne.

Her bidrog børnene med deres stemmer og perspektiver på bevægelse i hverdagen og hvilke rammer og aktiviteter de ønsker sig på skolen og i deres lokalsamfund. Derudover fik de seje børn en bevægelsesmåler på låret, som de skulle bære i en uge med henblik på tracke deres aktivitetsniveau.

Gentages i Fårevejle 2027

I 2027 vil processen blive gentaget i lokalsamfundet i Fårevejle, som fungerer som sammenligningsgruppe i forskningsprojektet.

Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og løber til og med 2027.

Er du nysgerrig efter at vide mere? Kontakt Sundhedsafdelingen i Odsherred Kommune på   Sammenomsundhed@Odsherred.dk

Invitation

Se pdf-udgave af invitation til workshoppen her