
Nyuddannede med flere job på hånden
Tirsdag den 27. oktober 2022 holdt Odsherred Kommune for anden gang i år en reception for færdiguddannede elever med taler og sange, en let anretning og ikke mindst lykønskning, håndtryk, gaver og gode ord fra borgmester Karina Vincentz. 16 elever kunne kommunen sige tillykke og held og lykke fremover til, heraf var to forhindret i fremmøde sammen med pårørende og repræsentanter fra praktikstederne.
De nyuddannede, der blev fejret med reception i kantinen på rådhuset i Højby, var denne gang fordelt på en enkelt kontorelev, syv social- og sundhedsassistentelever, syv social- og sundhedshjælperelever og to pædagogisk assistentelever. I foråret var der 24 færdiguddannede elever, idet der ikke havde været holdt reception i 2021 på grund af COVID-19-nedlukningen.
Brug for dygtige medarbejdere
- Jeg håber, I nyder dagen i dag og stort tillykke med jer alle, og husk at man aldrig bliver færdig med uddannelse, og jeg håber, I vil blive ved med at være nysgerrige på jeres fag og jeres job, for ingenting står stille, men udvikler sig hele tiden, sagde borgmester Karina Vincentz, som overrakte blomster og gav håndtryk til alle eleverne, der også fik en gave i form af en skål fra keramiker Martin Nybo Jensens Odsherred-stellet.
- Vi har brug for dygtige medarbejdere i kommunen, som har mange forskellige faggrupper ansat, men fælles er, at vi er her for at hjælpe borgerne med forskellige behov, og derfor har vi alle forskellige roller, men der er ingen, der er mere værd end andre, fastslog borgmesteren og fortsatte:
- Jeg er megastolt af jer, men også af alle dem, der har hjulpet og vejledt jer på arbejdspladserne, og så ved jeg, at flere af jer har fået fast arbejde i kommunen og vil ønske jer held og lykke og tillykke endnu engang, sagde Karina Vincentz.
Uddannelseskonsulent Karen Rolsted, HR, supplerede ved at oplyse, at adskillige af de nyuddannede elever havde haft både to og tre jobtilbud på hånden og således ikke har haft nogen problemer med at få fast arbejde efter endt uddannelse.
Med sangene ”Regnvejrsdag i november” og ”De smukke unge mennesker” blev det nyuddannede sendt godt afsted ved receptionen, der bød på petit fours, vand og kaffe, og hvor også flere byrådsmedlemmer samt praktikvejledere deltog.
Følgende elever var indbudt til receptionen:
Kontorelev Laura Cecilie Berg Møller, ssa-elever: Camilla Maria Aaen, Heidi Nielsen, Mette Rosenfeldt Jensen, Alexander Holm, Mette Petersen, Olaf Sander, ssh-elever: Camilla Nordahl Olsen, Camilla Reinholt Madsen, Dim Htang Dum Daw, Louise Christensen, Panjai Vanman, Pimpila Ridrasai, Sine Logis Hansen; pa-elever: Ingrid Veronica Roved Juhl, Julia Martins Hansen.



