Odsherred kårer de bedste forslag til afbureaukratisering
Odsherred Kommune satte på foranledning af Trivsels-, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i foråret 2023 gang i en intern afbureaukratiseringskampagne med titlen ’Slip fri’. I Odsherred Kommune skal vi bruge tiden på det, der betyder noget – nemlig vores kerneopgaver og det, der skaber værdi og nytte for den enkelte borger, forening eller virksomhed. Formålet med kampagnen var derfor at bruge medarbejdernes ekspertise og erfaring til at identificere bøvlede arbejdsgange, overflødige lokale regler, kontrol eller dokumentation uden formål og ’sådan-gør-vi’-rutiner, som ikke skaber gavn eller glæde for nogen. For når det handler om barriererne for at kunne prioritere det vigtige, så er det medarbejderne selv, der ved hvor skoen trykker.
”Vi kaldte kampagnen ’Slip fri’, da den netop handler om, at man som medarbejder skal sættes fri til at løse opgaven på den bedst mulige måde – til gavn for både borgerne og arbejdsglæden. Vi havde også brug for, at medarbejderne turde tænke frit, modigt og kreativt. Vi ville gerne understøtte en kultur, hvor det er tilladt og værdsættes, at man undrer sig over den måde, som arbejdet bliver udført på. Det synes jeg i den grad er lykkedes med kampagnen,” siger formand for Trivsels-, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Julie Jacobsen.
Tre forslag præmieret
Lige før sommerferien gennemgik udvalget de mange forslag, som var kommet fra medarbejdere rundt omkring i organisationen. Nogle af forslagene har været udførligt beskrevet, andre ret kort.
På deres mødet i juni 2023 besluttede udvalget at invitere repræsentanter for de otte forslag, som er vurderet til at være inden for kampagnens ramme, til en lille festlig sammenkomst forud for udvalgets næste møde. Udvalget besluttede at præmiere tre forslag inden for den samlede ramme på 10.000 kr.
- Børnehuset Fårevejle for forslag om lettere sagsgange og afvikling af tværs-møder – som modtager 2500 kr.
- Dagtilbuddet Raketten for forslag om lettere sagsgange, tale-høre-konsulent, tværs-møder – som også modtager 2500 kr.
- Afdeling for Myndighed, Handicap og Psykiatri for afvikling af kvalitetsstandarder (inden for socialområdet), som der ikke er et lovkrav om – som modtager 5000 kr.
Fælles for forslagene er, at der bag dem alle står en lang række medarbejdere, det har undret sig over, om noget ikke kunne gøres nemmere og bedre til gavn for borgerne og for dem selv. Julie Jacobsen ser frem til at forslagene nu udmøntes i praksis – og at der nu skal arbejdes videre med at tænke i afbureaukratisering.
"Det vigtigste er selvfølgelig, at vi nu får ført de gode forenklingsforslag og forbedringerne for borgerne ud i livet. Og vi håber også at se forøget arbejdsglæde hos de medarbejdere som skaber forandringerne og slipper af med unødigt bureaukratisk bøvl. Vi glæder os i udvalget til at følge resultaterne. Desuden er vi i udvalget optaget af, at den gode kultur med undren og konstant lyst til at forenkle og forbedre, bliver ført videre. Afbureaukratisering er en konstant opgave, heldigvis er der også kommet fokus på det fra centralt hold, og vi ønsker at det er noget, vi som kommune skal arbejde vedvarende med,” siger Julie Jacobsen.