
Borgermøde: Skal der etableres et frivilligcenter i Odsherred?
Er du en del af et frivilligt initiativ, som arbejder med sociale udfordringer eller fremmer sundhed? Eller er du aktiv i en forening eller som frivillig i dit lokalsamfund?
Så kom til borgermøde, hvor vi skal tale om muligheden for at etablere et frivilligcenter i kommunen.
Dato: Mandag den 24. marts 2025
Tidspunkt: Kl. 18.30-21.00
Sted: Asnæs Forsamlingshus, Esterhøjvej 26, 4550 Asnæs
Byrådet i Odsherred kommune vedtog i juni 2024 ’Strategi mod ensomhed’ hvor et element i strategien er at igangsætte en proces, der skal lede frem mod udviklingen af den bedste model for etableringen af et frivilligcenter i Odsherred kommune.
Vigtig rolle
Frivilligcentre spiller en vigtig rolle i række andre kommuner, hvor de fungerer som bindeled mellem frivillige, foreninger og kommunen. De understøtter især frivilligt arbejde på det sociale område, men også andre aktiviteter, herunder kulturelle og sundhedsfremmende initiativer.
Informations- og dialogmødet er en del af Odsherred Kommunes afklaring af om der tegner sig en bæredygtig Odsherred model, som kan lede frem mod en ansøgning om at etablere et frivilligcenter, som kan:
- Skabe overblik over frivillige initiativer i kommunen
- Gøre det nemmere at deltage i fællesskaber, blive frivillig og få hjælp og støtte
- Matche frivillige med relevante tilbud
- Understøtte samarbejde mellem foreninger
Der har tidligere været en række initiativer til at etablere et frivilligcenter, og der er udtrykt ønske om at styrke mulighederne for frivillige samt et stærkere samarbejde på tværs af foreninger – særligt indenfor det sociale og sundhedsområdet. Med mødet her bygges der videre på idéen om og ønsket om at afdække mulighederne i et frivilligcenter, der sigter mod at skabe flere inkluderende fællesskaber og modvirke ensomhed.
Program
- Velkomst
- Hvad er et frivilligcenter? Erfaringer fra andre kommuner
- Diskussion: Behov, opgaver, og muligheder
- Panel med eksperter: Spørgsmål og dilemmaer
- Næste skridt og den statslige etableringspulje
- Tak for i aften
Husk at tilmelde dig
Alle interesserede er velkomne til at deltage. Tilmeldingsfristen er torsdag den 20. marts 2025.
Tilmeld dig og læs mere på odsherred.dk/frivilligcenter
Er du nysgerrig eller har du spørgsmål, så kontakt Nastasja Ernst, sammenomsundhed@odsherred.dk, 29 84 84 77 for yderligere information.
Er der opbakning?
På borgermødet vil politikere, kommunale repræsentanter og civilsamfundet sammen undersøge, hvilke behov og opgaver et frivilligcenter i Odsherred kan varetage. Formålet er at afdække opbakning og muligheder for et frivilligcenter i Odsherred.
Hvis der tegner sig en bæredygtig model, så skal der nedsættes en arbejdsgruppe, på tværs af kommunen og civilsamfundet, som får til opgave at arbejde videre med en Odsherred-model og eventuelt udarbejde en ansøgning om støtte fra den statslige etableringspulje for frivilligcentre under Bolig- og Socialstyrelsen i 2025.
Har du et hjerte for sociokulturelle, sociale eller sundhedsfremmende initiativer, brænder du for frivillighed generelt, og kunne du måske se dig selv i det fremtidige arbejde ? Så tag dine gode idéer, spørgsmål – og gerne venner – med til mødet.