Invitation til Byg og Hyg arrangementet
08.05.2023

Trafik- og byrumsafprøvning i Enghaven begynder 11. maj 2023

Nu begynder trafikafprøvninger i Enghaven i Asnæs - og du er inviteret til BYG og HYG lørdag den 13. maj 2023.

Som en del af udviklingen af byfornyelsesindsatsen i Enghaven, Aksens Have og Stationsområdet i Asnæs, arbejder vi med afprøvninger som et redskab til at undersøge potentialerne for den gamle bykerne. Vi arbejder også med forsøgsordninger for trafikregulering i Enghaven i form af ensretning, afmærkede parkeringszoner og nye grønne byrum.

Afprøvningen vil vare i foreløbig seks uger og begynder den 11. maj 2023 med en ensretning af trafikken fra Storegade mod Rådhusvej. Ensretning af biltrafikken vil frigive plads til forsøg med kantstensparkeringszoner samt udvidelse af fortovsarealet med grønne lommer og en pladsdannelse på hjørnet af Enghaven/Rådhusvej. Der vil også indtænkes en trafikdæmpende chikane på Rådhusvej vest for stationen, samt en opstribning til cyklister for tryggere færdsel langs med den gamle stati¬onsbygning.

I afprøvningsperioden vil ensretningen også være gældende for cykler. Derfor opfordrer vi cyklister til at benytte Toftegårdsvej mod Storegade. Cyklister må gerne benytte Enghaven med kørselsretningen mod Rådhusvej.

Afprøvningerne er udviklet på baggrund af en borgerinddragelsesproces hvor byen har været inviteret til borgermøde, workshop, erhvervsworkshop samt projektgruppearbejde.

På kortet nedenfor kan du orientere dig om de midlertidige tiltag.

Afprøvninger - et byudviklingsredskab

Afprøvninger som byudviklingsredskab bruges på tværs af Odsherreds byfornyelsesprojekter, og kan hjælpe med at undersøge potentialerne for evt. fremtidige permanente projekter. En vigtig del af afprøvningen er derfor også en løbende evaluering og feedback på de midlertidige tiltag.

Styregruppen i Asnæs Byfornyelse kan vælge at forlænge afprøvningsperioden på baggrund af den indsamlede data og feedback der løbende foretages via spørgeskemaer, fokusgruppeinterviews og trafikmåling.

Byfornyelsens styregruppe og den lokale byfornyelseskomité har i 2022 godkendt opstart af tre centrale indsatser fra Byfornyelsesprogrammet for Asnæs: Enghaven, Stationsområdet og Aksens Have. Byfornyelsesprogrammet er godkendt i Byrådet den 14. december 2021 og der er afsat midler til at understøtte indsatser som skal hjælpe med at løfte udvalgte byrum i Asnæs i en periode på 5 år.

Du kan læse mere om processen, Byfornyelsesprogrammet og projektgruppen på borgernet.odsherred.dk

Kom til BYG og HYG dag i Enghaven

For at markere åbningen af trafik- og byrumsafprøvningen, inviterer Asnæs Byfornyelse til en BYG og HYG dag i Enghaven, lørdag den 13. maj kl. 10 – 15. Her er der mulighed for at hjælpe til med den sidste finish på de grønne lommer og byrum, ved at plante, male, skrue mm.

Som en markering af afprøvningens åbning serveres der kolde vand og snacks kl. 14 - 15 for alle der har lyst til at kigge forbi Enghaven og høre mere om projektet.

I hele forsøgsperioden er der mulighed for at melde sig til projektgruppearbejdet, der har fokus på initiativer der kan skabe synergi mellem indsatserne i den gamle bykerne, Enghaven, Aksens Have og Stationsområdet.