Vær med til historisk byvandring i Asnæs' gamle bymidte
Inspireret af den kommende åbning af Odsherred Lokalarkiv i Aksen, vil byfornyelsen i forlængelse af åbningsarrangementet facilitere en byvandring ned gennem Enghaven, mellem Aksens Have og Asnæs Station.
På turen vil Dragsholm Lokalhistoriske Forening give et historisk indblik i området, med særligt fokus på stationsbyens opblomstring fra den sidste halvdel af det 19. århundrede og den medfølgende udvikling i den stationsnære bymidte.
Turen afrundes på ’Ibs Plads’ overfor stationen, hvor byfornyelsen vil fortælle lidt om de tre opstartede indsatser og den igangværende trafik- og byrumsafprøvning i Enghaven samt om muligheden for at søge midler til bygningsfornyelse. Med fokus på hvordan byfornyelsens indsatser hænger sammen med den historiske udvikling i Asnæs reflekteres der over, hvad der generelt sker i de mindre stationsbyer og hvor udviklingen bevæger sig hen i fremtiden.
Vi starter turen ved Peter Hesks skulptur i Aksens Have og håber at se mange til arrangementet.
Venlig hilsen
Asnæs Byfornyelse
Byrums- og trafikafprøvning i Asnæs
Vil du vide mere om trafik- og byrumsafprøvningen i den gamle bydel?
Afprøvningen undersøger potentialerne for området, med forsøgsordninger for trafikregulering i Enghaven med ensretning fra Storegade mod Rådhusvej, afmærkede parkeringszoner og nye grønne byrum.
Afprøvningen er midlertidig og varer 6 uger fra den 11. maj 2023 til 26. juni 2023.
Hvad der konkret afprøves:
TRAFIKTILTAG:
- Ensretning for biler og cykler fra Storegade mod Rådhusvej
- Definering af vejarealets bredde langs stationsbygningen
PARKERING:
- 3 pladser i den nordlige ende med 30 min tidsbegrænsning på hverdage ml. 8-20, og weekender ml. 8-14
- 17 pladser syd for Asnæs Kirkevej ned mod Rådhusvej med 2 timers tidsbegrænsning på hverdage ml. 9-18. Tidsbegrænsningen gælder ikke i weekender
OPHOLD OG OPLEVELSER:
- 7 grønne lommer og blomsterkasser langs Enghaven, eksisterende opholdsnicher underbygges af lyd- og lysværk i perioden
- Pladsdannelse på ’Ibs Plads’ indrettet med kabeltromler til ophold samt gavludsmykning
Afprøvningen følges op af en spørgeskemaevaluering, fokusgruppeinterviews samt trafiktællinger i området.
Afprøvningerne er udviklet på baggrund af en borgerinddragelsesproces hvor byen har været inviteret til borgermøde, workshop samt projektgruppearbejde.
Har du lyst til at medvirke i et fokusgruppeinterview?
Vi søger deltagere til fokusgruppeinterviews den 20. juni 2023
Vi hører gerne fra dig hvis du:
- Er beboer eller erhvervsdrivende i Enghaven eller det omkringliggende område
- Er bruger af det offentlige rum i den gamle bymidte, herunder stationen, Enghaven og Aksens Have
- Repræsenterer en forening i Asnæs
- Tager en uddannelse i Asnæs
Henvendelse mærkes ’fokusgruppe byfornyelse’ og rettes til plan@odsherred.dk senest den 15. juni 2023.