Vil du være med til at præge udviklingen i dit lokalområde?
Hvordan ønsker du, at dit lokalområde skal udvikles? Skal noget bevares for fremtiden eller ændres? Dine idéer og inputs er vigtige, og der er nu mulighed for at præge udviklingen, der hvor du bor.
Kommuneplanen skal nemlig revideres, og kommunen vil meget gerne i dialog med alle, som har inputs til deres lokalområde. Derfor opfordrer kommunen lokale borgere til at gå sammen i arbejdsgrupper for at skabe idéer, som kan bringes videre til kommunen.
Idéer kan blive til virkelighed
Ideerne og forslagene vil blive fremlagt til politisk behandling, og vi håber, at der kan være dialog med jer frem til en endelig vedtagelse af kommuneplanen.
Du kan selv tage initiativ til at lave en lokal arbejdsgruppe. Det kan også være, at I allerede har en lokal gruppe, som har lyst til at kaste sig ind i arbejdet med kommuneplanen og måske se jeres idéer og forslag blive til virkelighed i jeres lokalområde.
Har du ikke en arbejdsgruppe, kan du skrive til kommunens planafdeling, at du er interesseret, og så hjælper de med at etablere en arbejdsgruppe i dit lokalområde. Hvis kommunen skal hjælpe med at etablere en arbejdsgruppe, er fristen for tilmelding lørdag den 31. august 2024.
Du kan tilmelde dig på Borgernet med dine kontaktoplysninger eller skrive en mail til plan@odsherred.dk
Hjælp til lokale borgermøder
Kommunen hjælper også gerne arbejdsgrupperne med lokaler og forplejning til et lokalt møde. Borgermødet kan understøtte, skabe den gode debat, og formidle arbejdsgruppernes drøftelser om netop rammerne og beskrivelsen af lokalområdet.
'Plan og Boligudvikling,' som til dagligt sidder med arbejdet af kommuneplanen, tager meget gerne imod arbejdsgruppernes invitationer til at deltage i lokale borgermøder ude i kommunens lokalsamfund.
Hvad er en kommuneplan
Det er et overordnet dokument, som er med til at bestemme rammer for bl.a. klima, infrastruktur, boligudvikling, erhverv og miljø i kommunen. Kommuneplanen er i gang med at blive revideret og skal være færdig i 2026.
Læs mere om grundlaget for kommuneplanen.