1 om dagen - tekst samt ikon af person som smider affald i skraldespand
05.07.2024

Vil du være med til at passe på Odsherred?

Hvis vi hver samler ét stykke affald om dagen, kan det blive til mange stykker affald især i løbet af sommeren, hvor vi er ekstra mange mennesker i Odsherred.

På kommunens sociale medier kan du i den kommende tid møde opfordringen om at være med til at passe på vores fælles natur og byer ved at samle ét stykke affald hver dag.

Det stykke affald, som du måske ikke plejer at lægge mærke til og derfor går forbi.

1 om dagen hedder kampagnen. Jo flere, der er med til at give en lille hånd, desto bedre værner vi om Odsherreds byer og natur.

Men hvorfor samle affald op, som man ikke selv har smidt?

Vi har spurgt to foreninger af frivillige i Odsherred, der indsamler affald til gavn for alle.

Et fælles gode, et fælles ansvar

”Vi har en unik natur, men den bliver ikke ved med at være, som den er, hvis ikke vi gør en indsats. Det er en fælles gode og et fælles ansvar”, siger Signe Eurén Mortensen, der er initiativtager til Naturplejerkorpset, som er et frivilligt fællesskab af fastboende og sommerhusejere, der passer på vores natur og miljø gennem affaldsindsamling.

”Før i tiden var min første reaktion, når jeg så et stykke affald, at kritisere kommunen. Men kommunen har begrænsede ressourcer til oprydning, og det er meget nemmere at tage affaldet med selv end det er at gå rundt og være utilfreds. Det er godt for naturen og drikkevandet og for vores børn. På den måde er Naturplejerkorpset et fællesskab, hvor vi dyrker en god følelse”, Siger Signe Eurén Mortensen.

Positivt fællesskab

En anden forening er Skønhed og Skrald, hvor frivillige hver uge mødes i et socialt samvær for at holde Vig fri for skrald og udsmykke med blomster rundt omkring i byen. Skønhed og Skrald har både et socialt formål og et naturformål.

”Når vi har indsamlinger, går man mange skridt og får frisk luft. Mange oplever, at det er rart, når man får ros og thumps up af forbipasserende.  Det er en positiv oplevelse", siger Åse Kirsten Christensen, der er initiativtager til Skønhed og Skrald.

Hun håber, at flere får øjnene op for, at natur og byer uden affald er et fælles ansvar – og at flere får lyst til at gøre en indsats.

Fakta: Henkastet affald i kommunen

I Odsherred Kommune er der flere forskellige enheder, der står for tømning af skraldespande og håndtering af henkastet affald, eksempelvis Team Nyttejob, Havnepersonalet, Naturteamet og Trafikafdelingen. Også kommunens skoler og institutioner arrangerer affaldsindsamlinger og underviser i affaldets betydning for vores hverdag.

Foreninger og frivillige udfører en opgave, kommunen ikke nødvendigvis har ressourcer til at løfte, og de er med til at forskønne det Odsherred, vi alle holder af.

Du kan læse mere om henkastet affald i kommunen her