To kokke står bøjet over anretterbordet
07.01.2025

Folkefest og fødevarer

Forberedelserne til det store Michelin-arrangement, som finder sted den 16. juni i år, når Anneberg Kulturpark og Geopark Odsherred er værter for den nordiske Michelin-uddeling i 2025, er i fuld gang.

Den 13.-16. juni bliver Odsherreds råvarer, producenter og fødevarekultur hyldet med festivalen SMAG PÅ ODSHERRED i Anneberg Kulturpark, hvor der vil være et overflødighedshorn af gastronomiske oplevelser i særklasse.

Den gastronomiske festival er en del af det store ”25 i 25”-oplevelsesprogram, som værterne vil løfte mere af sløret for i takt med at vi nærmer os den store dag.

”Smag på Odsherred er en del af 25 kuraterede og særligt udpegede fødevareoplevelser i Odsherred i 2025 – deraf navnet”, siger turistchef Claus Rex fra Visit Odsherred, som også er en vigtige del af planlægningen.

Folkefest a la Tour de France

Han understreger, at Michelin-uddelingen skal blive en folkefest. Lidt som da Odsherred i 2022 oplevede en rødprikket sommer med masser af arrangementer og festligheder i forbindelse med, at Tour de France-cykelrytterne tog en etape i Odsherreds bakker.

”Ligger man inde med en god ide til et arrangement, man gerne vil stå for i forbindelse med Michelin-uddelingen, så vil der snart være mulighed for at søge om økonomisk tilskud fra en særlig pulje, som vil blive meldt ud på Odsherred Kommunes og Visit Odsherreds hjemmesider”, siger Claus Rex.

Op af sofaen

Han opfordrer folk ude i lokalsamfundene til allerede nu at gå i tænkeboks.

”Vi skal have borgere til at rejse sig fra sofaen. Det er denne sommer hele verden kan få øje på alt det, vi kan tilbyde i Odsherred – og lad os da få fortalt hele verden, at vi kan rigtig meget indenfor gastronomi og lokale fødevarer”, siger Claus Rex.