
Vejen til en mere erhvervsvenlig kommune: Fra idé til handling
Odsherred Kommune har ambitioner om at blive en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. For at gøre ambitionerne til virkelighed blev der i januar 2024 nedsat to nye dialogfora, som skal styrke dialogen mellem kommunen, erhvervslivet og turismeaktørerne. Målet er klart: bedre vilkår for vækst og udvikling.
Fra Kick-off til Konkrete Handlinger
Siden kick-off den 16. maj 2024 har de to fora allerede mødtes flere gange. Senest den 17. marts, hvor 21 medlemmer samledes hos Center for Våben på Gniben for at diskutere, hvordan erhvervsvenligheden i Odsherred kan styrkes.
Direktør for Center for Erhverv, Teknik og Kultur samt Center for Social og Arbejdsmarked, Thomas Knudsen, præsenterede en række initiativer, som allerede er sat i gang for at forbedre rammerne for erhvervslivet:
- Virksomhedsbesøg med borgmester, direktør, centerchef og erhvervschef for at skabe tættere relationer til virksomhederne
- Ekstra byggesagskoordinator, der fokuserer på erhvervsprojekter, og endnu en er på vej.
- Nyhedsbrevet Erhverv, der udsendes 8-10 gange om året for at holde virksomheder opdateret
- Tæt samarbejde med Odsherred Erhvervsforum for at identificere erhvervslivets behov og forventninger
- Strammere styring af erhvervssager, så ingen lukkes uden erhvervschefens godkendelse.
Fem Prioriteter for Fremtiden
På mødet på Gniben blev medlemmerne bedt om at prioritere de vigtigste indsatser for at styrke erhvervsvenligheden. Efter en grundig debat og votering blev fem konkrete tiltag udpeget:
- Klarhed over, hvem der er ens sagsbehandler, hvor du kan ringe eller skrive til din personlige sagsbehandler
- En mere personlig, proaktiv og løsningsorienteret myndighedsbehandling
- En Key Account-funktion, der skaber tættere bånd mellem virksomheder og rådgivere
- Udvidet telefontid hos Byggevagten fra kl. 9.00 til 11.00
- Styrkelse af kapaciteten i byggesagsbehandlingen
De fem punkter vil nu blive behandlet administrativt og politisk, ligesom Thomas Knudsen vil præsentere dem i sit indlæg på årets Erhvervskonference i Odsherred, som finder sted den 26. marts i Annebergparken i Nykøbing, hvor flere end 120 lokale erhvervsdrivende er tilmeldt.