To mennesker arbejder i maskinsnedkeri.
18.11.2024

Praktikaftale er endt med fastansættelse

Det gav en smule bekymringer, da ejer af Asnæs Maskinsnedkeri i Asnæs i sommer fik en forespørgsel fra Jobcentret i Odsherred Kommune om en ukrainsk borger, som godt kunne bruge et praktikophold.

“Jeg var lidt loren. På den ene side ville jeg gerne påtage mig det sociale ansvar og hjælpe manden. Men hvad med sproget og de andre besværligheder, som det kan give at have sådan en praktikant”, fortæller ejer af Asnæs Maskinsnedkeri, Morten Jensen.

Da en af de ansatte, Ole Werner, tilbød at springe til som mentor for den ukrainske mand, kom det dog hurtigt på plads, at den ukrainske mand, Andrii Zybenko, skulle begynde i praktik.

“Jeg begyndte den 10. juni, og det hele er gået godt. Jeg er glad for at være her”, fortæller Andrii Zybenko.

Han bor i Asnæs med sin ukrainske kone og deres lille søn, som kom til verden i august måned.

Samarbejdet med Ole Werner gik så godt, så de 14 dages praktik siden er blevet udvidet til en fuldtidsansættelse som arbejdsmand på samme vilkår som alle andre under Dansk Byggeri – dog stadig sammen med mentor Ole Werner.  Det er ikke blevet til et danskkursus endnu, så samtalerne foregår stadig på engelsk og måske lidt tegnsprog, når ordene slipper op.

“Det er et problem, at vi ikke kan smalltalke på dansk. Jeg kan ikke lige bede ham tage fat i den anden ende af et bræt. Det skal foregå på engelsk. Men mon ikke det kommer”, siger Ole Werner, som i øvrigt kun har rosende ord til sin arbejdsmand.

Stemningen omkring bordet er da også god. Der grines og pjattes på en blanding af dansk og engelsk.

Virksomhedsejer: ”Hop ud i det”

Morten Jensen beskriver det også som “en super oplevelse”, at have fået Andrii Zybenko med på maskinsnedkeriet.

“Jeg kan kun anbefale andre virksomhedsejere at hoppe ud i det. Man skal ikke være bange for at tage folk ind. Særligt i en tid, hvor vi har stor mangel på hænder i virksomhederne, kan jeg ikke se hvorfor man ikke skulle integrere de udlændinge, som gerne vil herop og arbejde.  Jeg kan kun anbefale andre at gøre brug af Jobcentrets mentorordning”, siger han.

Mentorordningen kan anvendes til alle, der har behov for en mentor for at opnå eller fastholde beskæftigelse eller en beskæftigelsesfremmende aktivitet. Jobcentret kan bevilge mentorstøtte til såvel ledige, sygemeldte, revalidender samt til personer under uddannelse, i virksomhedspraktik, løntilskudsjob, fleksjob og ordinære ansættelser, når blot behovet for mentoren er afgørende.

Mentorordning

En mentor er typisk en erfaren medarbejder i virksomheden eller en ekstern person, der sørger for introduktion og oplæring (ud over den introduktion, som virksomheden forventes at give) samt hjælper med at overkomme andre barrierer, der kan gøre det vanskeligt at fastholde eller få job.

Støtte til en mentorfunktion bevilges til dækning af lønomkostninger ved frikøb af den medarbejder, der varetager mentorfunktionen, eller honorar til den eksterne konsulent. Det vurderes individuelt, hvor mange timer medarbejderen skal frikøbes til mentorfunktionen. For at forbedre en medarbejders mulighed for at varetage mentorfunktionen, kan der bevilges tilskud til køb af uddannelse for medarbejderen.

Nye opgaver venter til Ole Werner og hans ukrainske makker, som gør ladvognen klar til dagens tur.

“Jeg håber på en fremtid i Danmark sammen med min familie. Jeg skal selvfølgelig nok få lært dansk. Jeg kan da allerede sige “god weekend”, siger Andrii Zybenko og griner.