
Flere og flere virksomheder ansætter voksenlærlinge
Behovet for faglært arbejdskraft er stigende, og ansættelse af voksne lærlinge har mange fordele. Virksomheden får ansat et modent menneske, der typisk har tidligere erfaring fra erhvervslivet, og er vant til at begå sig på en arbejdsplads. Gennem ansættelse af voksenlærlinge bidrager virksomheden til at højne uddannelsesniveauet inden for den specifikke branche, hvilket er med til at kvalificere ansøgningsgrundlaget for kommende rekruttering.
Mulighed for løntilskud
Virksomheden kan ansætte folk udefra i en voksenlærlingestilling eller man kan opgradere sine ufaglærte medarbejdere til faglærte, der styrker både virksomheden og lærlingens tilknytning til arbejdsmarkedet.
Når en virksomhed ansætter en voksenlærling, er der mulighed for at ansøge kommunen om et tilskud til lønnen alt efter om lærlingen er i målgruppen. Kriterier for tilskud handler om hvorvidt voksenlærlingen er ufaglært og evt. kommer fra ledighed.
Er din virksomhed interesseret i at høre mere om voksenlærlingeordningen, er I meget velkomne til at kontakte Christine Kejser, Jobcenter Odsherred, chmke@odsherred.dk, 29 12 23 75.