Ejendomsvurderingerne udsendes løbende, og i første omgang er det ca. 50.000 ejerboliger fordelt ud over hele landet, som vil modtage deres vurdering.
I Odsherred Kommune er det under 500 ejendomsejere, som vil modtage de første nye ejendomsvurderinger inden udgangen af 2021.
De resterende ejerboligvurderinger vil blive udsendt i etaper fra 2022. I alt skal 1,7 millioner ejerboliger have en ny vurdering.
For at give boligejerne mulighed for at se og eventuelt reagere på de data, der ligger til grund for deres ejendomsvurdering, modtager boligejerne først en deklaration med de relevante data på ejendommen. Det bliver muligt for boligejerne at gøre opmærksom på eventuelle fejl og mangler i grundlaget for deres nye vurdering.
Fra medio oktober følger så de egentlige ejendomsvurderinger på de 50.000 ejerboliger.
Boligejerne kan finde relevante oplysninger på vurderingsportalen.dk.
Tryghed om boligskatten
Boligejerne er frem til 2024 beskyttet af skattestoppet for ejendomsværdiskatten, stigningsbegrænsningen for grundskyld og indefrysning af stigninger i grundskylden.
Fra 2024 kommer der nye boligskatteregler, der både medfører lavere ejendomsværdiskattesatser og lavere gennemsnitlige grundskyldspromiller i langt de fleste kommuner.
Hvis du som boligejer – selv med de lavere skattesatser – umiddelbart står til at stige i skat, får du en skatterabat, så boligskatten alligevel ikke stiger. Det kan fx være tilfældet, hvis din ejendom er steget meget i værdi de seneste år. Endelig kan skattestigninger indefryses, til du sælger din bolig.
Her kan du se, hvordan rækkefølgen vil være, fra du modtager en deklaration med de oplysninger, der ligger til grund for vurderingen af din bolig, og til en eventuel tilbagebetaling af for meget betalt boligskat.
- Boligejer vil i første omgang modtage en deklaration i sin digitale postkasse. I deklarationen kan boligejer se oplysninger om sin bolig, som ligger til grund for den kommende vurdering.
- Boligejer kan nu tjekke oplysningerne og evt. gøre indsigelse til Vurderingsstyrelsen, hvis der er fejl eller mangler i oplysningerne. I deklarationen er det angivet, hvad boligejer skal gøre, hvis han er uenig i oplysningerne.
- Efter deklarationsperioden vil boligejer modtage den egentlige ejendomsvurdering i sin digitale postkasse. Ejendomsvurderingen består af en ejendomsværdi og en grundværdi, som Vurderingsstyrelsen har fastsat ud fra de oplysninger, boligejer er blevet gjort bekendt med i deklarationen.
- Er boligejer uenig i sin endelige vurdering, kan hun klage. Boligejer vil modtage besked i sin digitale postkasse, når klageadgangen åbner. Derefter kan hun klage til Skatteankestyrelsen.
- Har boligejer tidligere betalt skat af en for høj værdi af sin ejendom, vil hun modtage tilbagebetaling. Dette vil han også modtage besked om via sin digitale postkasse.
Har du spørgsmål til din ejendomsvurdering kan du kontakte Vurderingsstyrelsens ejendomscenter på telefon 72 22 16 26.
Er dine oplysninger i BBR korrekte?
Når Vurderingsstyrelsen vurderer en ejendom, bruges oplysninger fra BBR. Derfor er det vigtigt, at boligejer sørger for, at oplysningerne altid er opdaterede. De nye ejendomsvurderinger bygger på de oplysninger, der var registreret i BBR pr. vurderingstermin den 1. januar 2020.
I vurderingen anvender Vurderingsstyrelsen følgende oplysninger fra BBR:
- Opførelsesår
- Ombygningsår
- Areal og typer af areal, fx bolig, kælder eller carport
- Hvilke materialer, der er brugt
- Hvordan bygningen er opvarmet
- Hvor mange toiletter og bade der er.
Hvis du som boligejer i forbindelse med den fremsendte deklaration har opdaget fejl eller mangler i de BBR-oplysninger, der er angivet i deklarationen, kan det skyldes:
- Enten at BBR er opdateret efter data er trukket data, og så har Vurderingsstyrelsen brug for den nye BBR-meddelelse. Denne kan boligejer sende til Vurderingsstyrelsen ved at vedhæfte den i en indsigelse. Ændringen kan lægges til grund, hvis den har gyldighed på vurderingsterminen.
- Eller at BBR ikke er opdateret, og så skal boligejer selv rette oplysningerne på bbr.dk/ret.