Nu mangler der bare lidt flere frivillige cykelpiloter, som vil tilbyde at cykle en tur med beboerne ved kommunens plejecentre.
Plejecentret Grønnegården i Nykøbing fik forleden leveret en splinterny flot rickshaw-elcykel beregnet til transport af beboerne i lighed med de cykler, som også er leveret til kommunens øvrige fem plejecentre.
Cyklerne er købt lokalt hos cykelhandleren i Vig for nogle af midlerne fra sommerpuljen til plejecentrene. Kommunens plejecentre samarbejder med foreningen ”Cykling uden alder”, som præsenterede konceptet på alle kommunens plejecentre.
- Vi har nogle super engagerede cykelkaptajner og -piloter, men vi savner flere frivillige cykelpiloter, siger Henriette Juhl, der er afdelingsleder for kommunens plejecentre.
- Det er så dejligt, at vi nu har modtaget den nye cykel, som allerede har været i brug. Cykeloplevelser øger borgerens livskvalitet og får styrket sanserne ude i naturen. Vi er heldige, at vi bor her midt i Nykøbing, da vi har tæt til vand, skov og gaden, hvor der er liv og hyggeligt, siger centerleder Ane Friis fra Plejecentret Grønnegården.
Plejecentret har også beboere, der er interesseret i både, og plejecentret ser derfor frem til cykelture til Nykøbing Havn.
Centerlederen opfordrer frivillige borgere, der har lyst til at træde i pedalerne en gang imellem og få en positiv cykeloplevelse med beboerne til at henvende sig til hende på Grønnegården.
Du binder dig ikke til hverken bestemte timer eller tidspunkter som cykelpilot. Du cykler, når du har tid og lyst. Hver dag, hver uge eller en gang om måneden. Du booker dig online til den tid der passer dig. Din booking bliver bekræftet af en medarbejder på plejehjemmet. Når turen starter, kan du sammen med den ældre passager/beboer finde ud af, hvor turen skal gå hen.
- Vi er mægtig glade for at vi har fået sponsoreret cykler til alle vores plejecentre, og at vi samtidig kan benytte de lokale handlende, siger Henriette Juhl, afdelingsleder, Odsherred Plejecentre.
Social- og sundhedsassistent Sylvia Anthony med beboeren Peter på en af de første cykelture med den nye elrickshawcykel på plejecentret Grønnegården i Nykøbing.