Sygeplejerske Julie Prasz er ansat i brobyggerfunktionen i projekt Aktive Fællesskaber for at sikre overgang fra kommunale sundhedstilbud til foreningslivet for borgere med kroniske sygdomme.
Hvordan sikrer man bedst muligt, at borgere med en hjertekarsygdom, med overvægt eller diabetes, som har deltaget i et af Sundhedscentrets livsstilstilbud fortsætter med en aktiv og sund livsstil? Det spørgsmål har projekt Aktive Fællesskaber søgt svarene på i et samarbejde med foreningsliv og borgere og har peget på fire indsatsområder:
- Ansættelse af en brobygger, som gennem samarbejde med borgere i målgruppen og relevante foreninger hjælper med for at skabe en tryg og varig overgang fra kommunale sundhedstilbud til foreningslivet.
- Etablering af en digital platform med en oversigt over de foreningstilbud, der er relevante eller målrettet målgruppen.
- Etablering af et samarbejde på tværs af patient- og idrætsforeninger og de kommunale sundhedsprofessionelle om at oprette hold tilpasset målgruppen.
- En besøgsordning, hvor brobyggeren med borgerne besøger de relevante træningshold i foreningerne, og foreningerne inviteres på besøg på træningsholdene.
Aktive Fællesskaber, som blev etableret i foråret 2021 og er et partnerskab mellem Odsherred Kommune og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Steno Diabetes Center Sjælland og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium.
Bred erfaring og mangeårig idrætsudøver
Som brobygger er nu ansat sygeplejerske Julie Prasz, som de sidste to år har været en del af Livsstilsteamet i Sundhedscentret og dermed har et godt kendskab til projektet, målgruppen og indsatsen på livsstilsholdene, hvor hun selv har været leder på flere af dem.
Julie Prasz er 48 år, bor i Holbæk med sin mand og to børn og er oprindelig fra Nykøbing Sj. Hun har været sygeplejerske gennem 14 år i både lægepraksis og på forskellige sygehusafdelinger fra ortopædkirurgisk over onkologisk til børneafdeling og har derudover en bachelor i ernæring og sundhed fra 2015.
Hør Julie Prasz fortælle om brobyggerfunktionen i denne video:
Derudover er Julie Prasz særdeles godt kendt med foreningslivet som mangeårig idrætsudøver på højt niveau, både som udøver, instruktør og frivillig i Holbæk Badminton Klub og tidligere i IK Hellas Løbe- og Motionsklub. Hendes mand har tilhørt verdenseliten inden for professionel badminton og begge parrets børn spiller badminton på højt niveau.
Allerede i december 2021 fik Julie Prasz kontakt til Herrestrup Motionsklub, hvor fire borgere fra livsstilshold i Sundhedscentret meldte sig til motion, og de er så glade for denne aktivitet, at de er fortsat hermed.
Skal føle sig velkomne
- Lige nu skal vi i gang med en tættere dialog med nogle af de mange foreninger og organisationer, som har været med i projektet og budt ind. Det handler ikke om at etablere specielle hensyntagende hold for borgere fra vores livsstilshold, men i højere grad at være imødekommende, at byde dem velkomne og indenfor og virke inkluderende, så borgerne også oplever glæden ved det foreningsfællesskab og sociale samvær, som opstår. Nogle kan måske være tilbageholdende, fordi man er bange for, at det handler om at præstere noget bestemt eller nå nogle bestemte mål, andre har måske aldrig været medlem af en idrætsforening eller også er det mange år siden. Derfor er det også min opgave at tage på besøg med borgerne for at vise dem de forskellige tilbud og muligheder. Jeg mener ikke, vi skal have en færdig hyldevare eller pakkeløsning, men tværtimod forsøge at finde individuelle tilbud til den enkelte borger og gerne i deres lokalområder, siger Julie Prasz, som allerede er i fuld gang i jobbet som brobygger og glæder sig til at få bygget bro mellem borgere med sundhedsmæssige udfordringer og foreningslivet.
Julie Prasz peger også på, at man godt kan tænke ud af boksen og fx se bankospil som en aktivitet, man kan gå til, hvis det også indebærer en form for motion, for det handler også om samvær, om at føle sig hjemme og godt tilpas, hvis man skal bevare en aktiv livsstil.
Projekt Aktive Fællesskaber varer til sommeren 2023, men det er håbet og målet, at stillingen som brobygger bliver en varig stilling forankret i Odsherred Kommune.
Du kan også se videoen med denne QR-kode: