Stier, bænke og kirsebærtræer skal pryde området foran Aksen i Asnæs, mens Plænen ved Asnæs Svømmehal får tribune og trampoliner.
Byudviklingen i Asnæs by er med første spadestik beplantning af det første af 10 kirsebærtræer på området foran biblioteket og kulturhuset Aksen i Asnæs torsdag den 29. november 2018 kommet et stort skridt videre. I den kommende tid vil der nemlig blive etableret stier, bænke, skraldespand og et skilt med vejviser her ved Aksen. Samtidig vil det andet byudviklingsprojekt ved Plænen foran Asnæs-Grevinge Hallen blive realiseret med etableringen af en tribune og to trampoliner.
Det er Asnæs Maskinsnedkeri, som har fået de to opgaver, og virksomheden er allerede i fuld sving med etableringen af stier ved Aksen.
Arbejdet bliver udført med brug af andre lokale underentreprenører og smedelærlinge fra NV PRO.
Første spadestik blev markeret torsdag den 29. november, hvor unge og sammen med arkitekt Jeanette Frisk fra ArkiLab, Søren Myrup fra Fritidsborger og byrådsmedlemmerne Gitte Hededam og Helge Fredslund tog de første spadestik til hullet til det første kirsebærtræ, som Morten Jensen fra Asnæs Maskinsnedkeri plantede. Kirsebærtræerne er sponseret af lokale borgere og erhvervsdrivende.
Jeanette Frisk sagde, at tiden nu var kommet til at virkeliggøre et synligt resultat af arbejdet det sidste halvandet år med involvering af unge fra gymnasiet og skolen og borgerne i hele Asnæs by for at finde de forslag, der skal nyde fremme. Forslagene til tiltag ved Aksen og Plænen fik nemlig flest borgerstemmer ved borgermødet i marts 2018.
Her var der ni forslag i spil for tiltag – fra stationen i Asnæs til Bakken ved hallen.
Undervejs har været etableret flere midlertidige installationer, bl.a. et opholdsmøbel i Enghaven, et boghjul ved Aksens hovedindgang og installationen ”Slangen” i Storegade nedne for Aksen. Sidstnævnte installation skal nu sandblæses og flyttes så til Bobjergskolen i Asnæs.
Bylaboratorium Asnæs er faciliteret af tegnestuen arki_lab i tæt samarbejde med Odsherred Kommune og foreningen Fritidsborger. Projektet har fået 750.000 kr. i tilskud fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens forsøgs- og udviklingsmidler, og det har udmøntet sig i et samarbejde med Sydskolen, Odsherreds Gymnasium og produktionsskolen – samt en masse lokale aktører.
Bylaboratoriet er en del af udviklingsplanen for Asnæs C med det formål at udvikle nye tiltag i byen til gavn for dem, der bruger byen. Helge Fredslund og Gitte Hededam er af byrådet udpeget til Styregruppen for bylaboratoriet.
Projektet afsluttes til april 2019.
Læs mere: Asnæs bylaboratorium