Odsherred Kommunes Demensindsats tilbyder gratis fritidsaktivitet for borgere med demens og deres pårørende.
Demensindsatsen i Odsherred Kommune har dette forår spredt den gode nyhed om et nyoprettet Demenskor til så mange borgere inden for målgruppen som muligt. Og nyheden må have bredt sig ganske fint, for mens arrangørerne havde håbet på 20 deltagere, har der været gang været omkring 30 borgere fra hele kommunen, en hel del fra det nordlige Odsherred, men også så langt fra som Audebo.
Demenskoret er et gratis fritidstilbud seks mandage eftermiddage i Caféen på Baeshøj på Baeshøjgårdsvej 6 i Vig. Tilbuddet retter sig til borgere i eget hjem med demens samt deres familie og venner. Målet er at skabe samvær og glæde, og så er sang godt for både krop og sind – stemmen smøres, blodet iltes, og minderne vækkes til live.
Demenskoret i Caféen i Vig mødes hver mandag eftermiddag, her en optagelse fra mandag den 9. maj 2022.
Det er musikterapeut Ursula Skou, som står for Demenskoret, hvor alle kan være med, og alle synger som de bedst kan. Her er hverken krav om at kunne være en god sanger eller læse noder – det er lysten og interessen, der driver værket. Udvalget af sange er en halv snes kendte gamle danske sange og viser fra ”En sømand har sin enegang” til ”Hønsefødder og gulerødder”, og hver gang starter med kaffe, te og frugt, inden deltagerne går i gang med opvarmning af krop og stemme. Flere af deltagerne sidder i kørestol, enkelte er bosiddende på et plejecenter og må også gerne deltage.
Musikterapeuten er projektansat året ud i en deltidsstilling og tager også rundt på de seks kommunale plejecentre en gang om måneden for at synge og spille med beboerne enten enkeltvis eller i små grupper.
- Vi oplever at det er utroligt meningsfyldt at have en musikterapeut ansat i demensindsatsen. Udover at koret bliver en festlig fritidsaktivitet for mange mennesker, bidrager musikterapeuten også på mange andre områder, og vi er i Demensindsatsen overbevist om, at det at have en musikterapeut ansat er medvirkende til, at vi kan holde igen med ressourcerne på andre områder inden for demensområdet, siger teamleder for Demensindsatsen, Christel Götz.
Demenskoret mødes seks mandage fra 25. april til 30. maj og holder en koncertafslutning torsdag den 2. juni 2022 kl. 16-17 i Caféen på Baeshøj, hvor alle interesserede er velkomne.
Er man interesseret i at høre mere eller deltage i Demenskoret, kontakt aktivitetsmedarbejder Dorte Friis på 20 21 15 91, dfje@odsherred.dk
Læs mere om Demensindsatsen i Odsherred