Mandag den 13. marts 2017 holder Folkeoplysningssamrådet det årlige dialog- og temamøde med foreninger og organisationer på det folkeoplysende område.
Hvilke problemstillinger og temaer rører sig i idrætsforeningerne, aftenskolerne, hos de uniformerede korps og andre foreninger i Odsherred Kommune netop nu? Kom med inspiration og input fra dit område, når Folkeoplysningssamrådet kalder til det årlige dialogmøde med det folkeoplysende område mandag den 13. marts 2017. Mødet foregår i kantinen på Odsherred Rådhus i Højby fra klokken 19.00 til 21.30, og der er tilmeldingsfrist tirsdag den 7. marts 2017.
- Vi ved, at de mange frivillige i forvejen har nok at se til, men jeg håber alligevel, rigtig mange vil være med og komme og inspirere os i Folkeoplysningssamrådet, så vi er godt klædt på til den årlige drøftelse med politikerne i Kultur- og Folkeoplysningsudvalget den 5. april, siger formand for Folkeoplysningssamrådet Søren Birksø Sørensen.
Foredrag om motivation
Aftenen falder i to dele, hvor første del byder på et par indlæg. Først ved mentaltræner for de danske svømmepiger Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen, Kim Dietrichsen, som giver et oplæg om at sætte sig mål og hvordan, man motiverer aktive, trænere og ledere. Mentaltræning er drømme, mål, motivation og mindset og Kim Dietrichsen fortæller med udgangspunkt i sit arbejde med danske eliteudøvere.
Dernæst kommer Anders Larsen fra Midt- og Vestsjællands Politi og fortæller om, hvordan politiet og kommunen håndterer problematikker omkring unge og hash samt kommer med gode råd til foreningerne om, hvad de skal være opmærksomme på.
- Politiet har fokus på unge og hash og andre misbrugsproblemer og derfor synes vi i Folkeoplysningssamrådet, det kan være interessant at få nogle input til, hvordan vi i foreningslivet kan agere, siger Søren Birksø Sørensen.
Ideer til Folkemødet
Anden del af mødet handler som nævnt om input til Folkeoplysningssamrådet samt information om ændringer i Folkeoplysningsloven, Udviklingspuljen, Foreningsfokus m.m.
Desuden vil Folkeoplysningssamrådet opfordre deltagerne til at komme med ideer til debat-temaer, oplægsholdere og aktiviteter på Folkemødet i Odsherred, som holdes lørdag den 16. september på Den Rytmiske Højskole i Jyderup ved Vig. Det folkeoplysende område får nemlig her stillet et helt telt til rådighed for folkeoplysning, og Folkeoplysningssamrådet vil gerne nedsætte en arbejdsgruppe med foreningsrepræsentanter m.fl., der kan koordinere indsatsen.
Tilmelding til dialogmødet skal ske til foreningskonsulent Rune Sørensen, rusr@odsherred.dk senest den tirsdag den 7. marts 2017.