Mange roser til de 24 færdiguddannede SSA-, SSH- og PA-elever for at have tacklet udfordringer med COVID-19 og virtuel undervisning på bedste måde.
Odsherred Kommune holdt tirsdag den 26. april 2022 reception for hele 24 færdiguddannede social- og sundhedsassistent-, social- og sundhedshjælper- og pædagogisk assistent-elever i kantinen på rådhuset i Højby. Det blev den hidtil største elevreception, hvori også deltog mange pårørende, praktikvejledere og byrådsmedlemmer med flere til en eftermiddag med tale ved borgmester Karina Vincentz, blomster og gave, fælles fotografering og en efterfølgende uformel reception over petit fours fra Odsherred Madservice.
- I har været trængte under COVID-19, som har budt på mange udfordringer, både undervisning, der ikke kunne gennemføres eller måtte gennemføres virtuelt, og der blev også kaldt på jer til at deltage i plejen af borgere under pandemien, I har alle været så dygtige, så seje, indledte uddannelseskonsulent Karen Rolsted fra HR-afdelingen. Dernæst var der fællessang af Per Krøis Kjærgaards ”Gi’ os lyset tilbage”, inden alle elever blev kaldt op til håndtryk, lykønskning, blomster og gave. Derpå sang deltagerne Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”.
Borgmester Karina Vincentz holdt herefter tale til eleverne:
- Jeg håber, I har haft en god elevperiode her i Odsherred og vil tage det med jer. I har været gennem en periode, hvor meget blev vanskeligere og mere kompliceret, og hvor undervisningen blev digital, men I lod jer ikke slå ud, og jeg kan forstå, at I alle har ydet en ekstra indsats og har dermed i den grad vist evner til omstillingsparathed.
- Jeg håber, I vil arbejde i kommunen, for vi har brug for jer, også fremover. Tusinde tak til vores mange dygtige elevvejledere, som har hjulpet jer på vej, det er en stor opgave. Nu skal I ud og stå på egne ben og bruge jeres uddannelse, og ved at mange af jer allerede har fået et job, også her i kommunen, det gør mig glad, sagde Karina Vincentz og ønskede alle tillykke med uddannelsen.
10 SSA-elever og 11-SSH-elever samt tre PA-elever deltog i reception for nyuddannede elever.
SSA-elever: Carina Mai Sørensen, Marianne Vennevold Hansen, Marie Wærnskjold Allerup, Tiffany Emma Nielsen, Fidaa Almahli, Nynne Lykke Jensen, Simone Rostock, Melissa Larsen, Sofie Louise Lyngaa, Cecilie Vedel Poulsen
SSH-elever: Bobo Siyakoma, Lwamba Christopher Sangwa, Myint Mon Mon Tun, Kim Heidi Aagaard, Mirla Langstrup Schønemann, Ni Made Gutamiasih, Susanne Hanning, Hacer Ölcer, Tina Vedel Brockdorff Sønderup, Line Toft Hansen, Mie Møller
PA-elever: Emilie Poulsen, Simone Bjerring Nielsen, Sofie Viekær Petersen