De hidtidige lokale restriktioner i 38 kommuner udvides nu fra fredag den 11. december kl. 16.00 til at omfatte hele Sjælland, inkl. Odsherred Kommune. Her kan du se, hvad det betyder for kommunens drift
Odsherred Kommunes forvaltning er i gang med at implementere restriktionerne og vil hurtigst muligt give berørte borgere og samarbejdspartnere direkte besked, hvis nedlukningen påvirker det planlagte. Sådan påvirker restriktionerne Odsherred Kommune:
- De ældste elever fra 5. årgang og op vil modtage fjernundervisning frem til juleferien. Elever på Herrestrup er undtaget fra nedlukning, bliver modtaget på skolen og vil i videst mulige udstrækning modtage almindelig undervisning. Hvis det ikke er muligt inden for de gældende sundhedsfaglige anbefalinger og restriktioner at give de pågældende elever almindelig undervisning, overgås til nødundervisning.
- Dagtilbud og skole/SFO op til og med 4. årgang holder åbent som planlagt, dog med fortsat opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer
- Klubberne holder åbent for eleverne på 4. årgang
- Al indendørs kultur- og idrætsliv aflyses. Biblioteker, haller og andre faciliteter lukker
- Borgerservice opretholder et nødberedskab. Eksisterende tider aflyses og borgere skal ringe på 59 66 66 70 og bestille tid til hjælp i nødberedskabet
- Ældreomsorg og sociale tilbud fortsætter uændret
- Der gælder midlertidige besøgsrestriktioner for alle kommunale og private plejecentre samt sociale tilbud
- Samtaler med jobcenteret vil helt overvejende blive afholdt telefonisk/digitalt
- Genbrugspladserne forbliver åbne, med fortsat håndhævelse af COVID-19 tiltag – herunder særligt maks. 10 gæster på hver plads
- Hjemmearbejde er udgangspunktet, hvis muligt og under hensyntagen til driften. Undtagelsen er, at opgaveløsningen kræver specifik fysisk tilstedeværelse
Særlige forhold for Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturuse
Biblioteket i Nykøbing og Asnæs samt de selvbetjente filialer lukker fra fredag den 11. december klokken 15. Derfor udvider vi lånetiden på vores materialer, så du ikke kan få en bøde for at aflevere for sent under nedlukningen. Du kan stadig aflevere materialer ved bogindkastet i Asnæs og Nykøbing.
Materialer vil blive udleveret gennem vores BOK2Go-service. Hvis du ønsker at hente materiale under nedlukningen, kan du gøre det gennem vores faste bogpose-koncept, hvor bibliotekspersonalet pakker bøgerne for dig og udleverer dem til dig gennem vinduet i enten Asnæs eller Nykøbing. Vi udleverer poser mandag og fredag i Asnæs mellem 10 og 12 og tirsdag og torsdag i Nykøbing mellem 10 og 12. Læs mere om bogposerne her.
Materialer, som allerede står til afhentning i de selvbetjente filialer, vil blive kørt til henholdsvis Asnæs og Nykøbing, hvor de kan afhentes som en del af BOK2Go-konceptet.
Borgerservice opretholder et nødberedskab. Det vil sige, at vi aflyser alle eksisterende tider og lukker ned for tidsbestilling. Du kan ringe på 5966 6670 og bestille tid til hjælp i nødberedskabet, hvis personalet hos Borgerservice vurderer, at din sag er presserende.
Alle kulturarrangementer og foreningsaktiviter i vores kulturhuse og PAKHUSgalleriet aflyses.
Vi udleverer stadig mundbind til dig, som ikke har økonomisk mulighed for at købe dem selv. Mundbind kan afhentes mandag og fredag 9-11 i Nykøbing og onsdag 9-11 i Asnæs. Du skal ikke bestille tid - vent i stedet i bibliotekets foyer, så vil personalet komme ud til dig.
Øvrigt
Kommunen kan fortsat kontaktes på ’Bestil tid’, mail og telefon.
Restriktionerne påvirker også restauranter, natteliv mv. Læs mere om det på de nationale myndigheders side.
Endelig skal vi bede dig være opmærksom på de anbefalinger, som sundhedsmyndighederne har til en coronasikker fejring af jul og nyt.
Den delvise nedlukning finder sted fra 11. december 2020 kl. 16.00 til 3. januar 2021. Der er mulighed for gradvis indfasning i den første skoleuge i 2021.