Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune fik god viden og indsigt i arbejdsforholdene i en af landets mest travle byggesagsafdelinger. Til august følger Erhvervsforum op med endnu en praktikdag.
Onsdag den 22. juni 2022 var fire af de fem medlemmer af Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune på besøg i afdelingen for Byggesag og Journal i Center for Erhverv, Plan og Byg for at få indsigt i og viden om arbejdsgange og opgaverne.
- Det var et ønske, vi havde givet udtryk for i udvalget, fordi det vil kunne medvirke til at give os en større viden om et af de områder, der er meget fokus på og desværre også meget skælden ud over, fordi vi har lange sagsbehandlingstider, siger formand for Vækst- og Udviklingsudvalget Mathias Hansen, som havde følgeskab af næstformanden Mikkel Henriksen, Claus Starup og Felex Pedersen, mens Allan Andersen var forhindret i at deltage.
- Det var en rigtig godt program, godt tilrettelagt med stort engagement af både ledelsen og medarbejderne, som jeg også havde indtryk af synes det var helt fint at kunne berette om deres arbejde til os politikere. Og jeg må efter praktikdagen sige, at mine formodninger og forestillinger blev en hel del bekræftet, nemlig at vi har nogle meget flittige og dygtige medarbejdere, som kæmper med over 4000 sager om året.
- Så det er en opnormering, som skal til, hvis vi skal skabe mere tålelige arbejdsforhold for medarbejderne og nedbringe de lange sagsbehandlingstider. Men vi fik også set, hvordan flere af de it-programmer, som anvendes, virker meget besværlige og langsommelige, og i flere tilfælde skulle medarbejderne sidde med op til 10 browservinduer åbne for at kunne undersøge oplysninger i forskellige systemer, fx omkring BBR og GIS-data osv., og det kunne da godt være, der findes nogle mere effektive løsninger her, påpeger udvalgsformanden.
- Vi har ansættelsesstop i kommunen og skal finde besparelser, men vi har netop justeret i byggesagsgebyrerne, og de midler, der tilfalder her, forbliver i området, så jeg vil gerne arbejde for, at de kan anvendes til at ansætte flere byggesagsbehandlere, tilføjer Mathias Hansen.
Til håndværkere og borgere, som synes, at de 11 måneders aktuelle sagsbehandlingstider, er for længe, kan Mathias Hansen kun give det råd at være tålmodig. Der er imidlertid stadig mulighed for private ansøgere at få en hurtigere byggeansøgningen via en STRAKS-ANSØGNING, hvis alle relevante oplysninger er medsendt i første ansøgning.
Vil arbejde på flere ressourcer
- Vi er på rette vej, og vores medarbejdere knokler, og så må vi politikere arbejde på flere midler til området i budgettet for 2023, siger Mathias Hansen.
Praktikdagen blev indledt med en præsentation af medarbejderne og de forskellige teams, en byggesags forløb og de mange love, som afdelingen skal holde sig ajour med i forhold til sagsbehandlingen, de aktuelle opgaver. Dernæst kunne politikerne hver især følge en byggesagsbehandler i Erhvervsteamet og høre mere om kloaksager, journalisering, flexboliger, landzonesager og BBR.
De 20 medarbejdere er fordelt på et Erhvervsteam med fire medarbejdere, to i Landzone, syv i Privatteamet, to i BBR og to i Journalteamet og tre i administrative funktioner. Aktuelt har afdelingen over 60 midlertidige arrangementer, som man skal sagsbehandle og give tilladelse til, typisk festivaler, camping, cirkus og lignende.
Afdelingen behandler ikke bare ansøgninger om nybyggeri af helårs- og sommerhuse, men har også behandling af helårsbeboelse i sommerhus, flexboliger, erhvervssager, kloaktilslutning, lovliggørelsessager, aktindsigt, klagesager og meget mere. Langt over en snes love foruden bekendtgørelser og cirkulærer skal afdelingens medarbejdere sørge for bliver overholdt i sagsbehandlingen.
Afdelingsleder Jørgen Rasmussen, Byggesag og Journal, var glad for at kunne give politikerne et indblik i arbejdsopgaverne og udfordringerne i afdelingen og ser frem til, at Odsherred Erhvervsforum ledsaget af centerchef Björn Emil Härtel Jensen, Erhverv, Plan og Byg samt borgmester Karina Vincentz også kommer i praktik i afdelingen i slutningen af august.
Marianne Foglmann og Ulla Gleerup fra BBR-teamet orienterer Felex Pedersen og Mikkel Henriksen om opgaverne. Th: Claus Starup og udvalgsformand Mathias Hansen besøgte callcentret ved Mikael Kruse og Claus Madsen.
Mathias Hansen og Felex Pedersen fik et godt indblik i en byggesagsbehandling hos Andreas Hegelund og Dennis Rasmussen Bak.
Afdelingsleder Jørgen Rasmussen gav en orientering om Byggesag og Journal, lovgivningen, opgaveporteføljen og de aktuelle opgaver.