Nordvestsjællands Produktionsskole er ved at lægge sidste hånd på et siddemøbel, som i næste uge opsættes på plænen foran kulturhuset og biblioteket Aksen i Asnæs.
Et siddemøbel kaldet ”Slangen” bliver nu opsat på plænen foran Aksen bibliotek og kulturhus i Asnæs ved Storegade. Møblementet er tegnet af unge i Asnæs som en del af det igangværende Asnæs Bylaboratorium for at fremme Asnæs som unge og uddannelsesby med etablering af forskellige tiltag for et bedre ungemiljø i byen på ni udpegede steder.
Det er arkitektfirmaet arki_lab, som i efteråret 2017 udskrev en designkonkurrence som led i inddragelsesprocessen, hvor eleverne fra Sydskolen Asnæs og Odsherreds Gymnasium i Asnæs deltog med designforslag til midlertidige opholdsmøbler til de ni udvalgte steder i byen.
Vinderforslagene blev udvalgt på baggrund af deres kreativitet og kvalitet samt evne til at inkorporere de idéer, som arkitektfirmaet har indsamlet fra borgerne gennem workshops, udstillingen i Bylaboratoriet og skiltene, der stod på de ni udvalgte steder. Vinderne fik biografbilletter, som Super Brugsen i Asnæs sponserede.
Slangen bygger på designidéer fra to forskellige grupper - Felina og Channie fra 9x, Sydskolen og Pernilla og Sara fra 2. A, Odsherreds Gymnasium.
Efterfølgende har designforslagene været forbi arkitekterne, som har forsøgt at sammensmelte de to gode ideer til ét design, der kunne stå på plænen foran Aksen.
Slangen er et siddemøbel, der svarer på behovet for flere opholdsmuligheder i byen. Samtidig kommer det til at afskærme fra vejens trafik, så plænen bliver et roligere og rarere sted at opholde sig. Det nye møbel skal stå på plænen midlertidigt og er designet, så det både kan udvides og pakkes ned og flyttes til nye steder.
Produktionen af det nye opholdsmøbel til plænen foran Aksen varetages af NVPro.
De ni steder er bakken over for hallerne i Asnæs, Byparken, Asnæs Centret, plænen ved svømmehallen, ved Ungehuset i Storegade, på hjørnet af Enghaven og Rådhusvej samt selve stationsmiljøet på Asnæs Station.
Se og læs mere om Asnæs bylaboratorium på hjemmesiden: https://www.arkilab.dk/asnaes-bylab/, Facebook www.facebook.com/BylaboratoriumAsnaes, Youtubekanalen, hvor elevernes små film fra undervisningsforløbet ligger https://www.youtube.com/channel/UCeSkqTKHjZvb4nnBCntqLaQ/videos samt på kommunens hjemmeside /borger/bolig-og-byggeri/byfornyelse-og-arkitektur/asnaes-bylaboratorium