Klimalandsby Makeover 2024
Klimalandsby Makeover 2024
Foto: Claus Starup
Odsherred Kommune inviterede i starten af året alle lokale fællesskaber til Klimalandsby Makeover 2024! Her kan 5 lokale fællesskaber vinde 25.000 kr. til at gennemføre en lokal klima-makeover – det bedste af de 5 projekter vandt hovedpræmien på yderligere 50.000 kr.
De 5 deltagere
På Odsherred folkemøde i juni 2024 blev de fem deltagere udvalgt af dommerpanelet på baggrund af en ansøgning og en præsentation. De fem deltagere i Klimalandsby Makeover 2024 var:
- Bjergesø Bylaug
- Høve Bylaug
- Vallekilde Tinglaug
- Egebjerg Skole og Børnehave
- Nakke Øko-Netværk
De har hver især gennemført et spændende fællesskabende projekt med klimafokus, som dommerpanelet var meget imponerede over. I slutningen af september var dommerpanelet rundt og se alle projekter og til afslutningsarrangementet om aftenen blev vinderen kåret. Hovedpræmien gik til Nakke Øko-netværk.
Herunder kan du få indblik i de fem deltagere og deres projekter og læse mere om konceptet Klimalandsby Makeover.
De fem projekter i Klimalandsby Makeover 2024
Billeder fra afslutningsevent
Dommernes kåring af vinderen
den 27.september blev spændingen udløst: NAKKE ØKO NETVÆRK blev vinderen af årets klimalandsby makeover med deres vellykkede Fredag projekt Nakke Torvedag. Det blev afsløret ved fredagens afslutningsarrangementet, der fandt sted på Sognegården i Rørvig og fejret med tapas og bobler – samt blomster til alle deltagerne for deres kæmpe indsats og gavekurve til dommerne for deres kyndige voteringer.
De tre dommere havde været rundt til alle fem deltagende landsbyer og haft en fantastisk dag, hvor de blev blæst bagover af det engagement og den ildhu, alle deltagerne udviste.
Det blev Nakke Torvedag, der især imponerede dommerne. Det var bl.a. den gennemførte klimavinkel, der gjorde udslaget – ikke kun satsningen på lokale produkter, men også på de indlagte talks og workshops med emner om klima og miljø. Dommerne fremhævede også, at arrangørerne havde rakt ud til hele Odsherred og gjort det let at deltage, uanset hvor lidt eller meget, man havde mulighed for at bringe til torvs. Endelig var det tydeligt, at tiltaget med at servere grøn vegetarisk mad, fremstillet af produkter fra de nærliggende gårde og gjort til en ualmindelig æstetisk og kulinarisk nydelse, havde inspireret de mange gæster, der fik en oplevelse af, hvordan det KAN smage.
TILLYKKE MED PRISEN PÅ 50.000 KR. TIL NAKKE TORVEDAG
Efterfølgende sendte dommerne og kommunen følgende brev til vinderne:
Vi ønsker, at I fortsat udvikler jeres projekt og derfor har vi knyttet 4. præmisser til prisen, som I skal arbejde med og som er en forudsætning for at kunne gøre brug af midlerne.
- I skal få styr på trafikforholdene, både i forhold til, til og fra kørsel, men også i selve trafikforholdene under opholdet på Torvedagen. Vi ser gerne, at I fremmer cykel-transport til jeres Torvedag og for dem, hvor det ikke kan lade sig gøre, så skal I få styr på P. forhold, så bilerne ikke holder på en måde, hvor de er til fare for andre fx gående og ”bløde trafikanter”.
- Vi ønsker, at I skal udbrede Torvedagen til både flere producenter og besøgende fra hele Odsherred gennem markedsføring og borgerinformation. Dette for at fremme fællesskab og styre netværk på kryds og tværs af Odsherred. Så I får flere handlende, men også får udbredt de gode metoder og ideer.
- I har allerede udviklet nogle gode takter for klima-dannelse. Vi kunne kalde det Emma Gad version 2.0. Men I skal videreudvikle jeres metoder, som bevirker at de borgere, som ikke ser grøn mad og grøn omstilling, som det mest naturlige og det letteste valg, får nogle muligheder og håndgreb til selv at få lyst til en grønnere hverdag i deres daglige praksis. Her tænker vi især, at I skal have fokus på mad og madspild, men også have fokus på cirkulær økonomi, genanvendelse og upcycling og reparation af effekter. Dette er ikke tænkt som et krav om, at I skal have det som en del af jeres udbud på boderne, men som nogle elementer i fx jeres Talks.
- I skal have et klimafokus i alle processer på jeres Torvedag. Det vil sige: affald, transportforhold, emballage, genanvendelse m.m.
Det kan synes som nogle store krav, men vi vil bare så gerne, at I videreudvikler jer til næste Torvedag 2025. Vi vil ikke være politibetjente og tjekke jer ud. Til gengæld vil vi gerne hjælpe jer med gode råd, hvis I har behov for det.
Med venlig hilsen, Dommerkomiteen og Odsherred Kommune.
Hvordan bedømmes projekterne?
De tre dommere
Fem finalister udvalgt på folkemødet
På Odsherred Folkemøde den 8. juni præsenterede de 6 ansøgere deres projekter for dommerpanelet og et fyldt publikumstelt. Inspireret af Løvens Hule havde hver ansøger 2½ minut til et kort pitch, hvorefter der var spørgsmål og kommentarer fra dommerne.
Slagets gang blev styret af vært Helle Solvang, som mange af ansøgerne havde stiftet bekendtskab med til opstartsmødet for forløbet, hvor hun gav et inspirationsoplæg.
Dommerne udvalgte til sidst de fem finalister, der hver modtager 25.000 kr. til at gennemføre deres projekt.
- Bjergesø Bylaug
- Høve Bylaug
- Egebjerg Skole og Børnehave
- Vallekilde Tinglaug
- Nakke Økonetværk
Læs mere om deres projekter længere nede på siden.
Dommerteamet vurderede, at et enkelt projekt ikke helt levede op til kriterierne for Makeoveren, det var et projekt på Vig Bakke om beplantning på et åbent areal mellem bebyggelserne, men også om at udvikle fællesskabet og modvirke ensomhed blandt seniorerne i bebyggelsen. Det på mange punkter godt projekt, som vi håber kan finde finansiering andetsteds.