Boliganvisning
Generelt om anvisning til lejeboliger
Odsherred Kommune har indgået aftale med Lejerbo og Vestsjællands Almene Boligselvskab (VAB), om anvisningsret til lejeboliger. Ifølge aftalerne har Odsherred Kommune anvisningsret til hver 4. ledige familiebolig og ungdomsbolig i Odsherred.
Med baggrund i de aftaler om anvisningsret til lejeboliger, som Odsherred Kommune har indgået med boligselskaberne, har kommunen mulighed for at løse boligsociale opgaver og hjælpe borgere i Odsherred Kommune til en bolig.
Som udgangspunkt har alle et personligt ansvar for at løse egne boligproblemer, og du skal være særlig opmærksom på, at kommunen kun har adgang til en begrænset del af de ledige boliger i Odsherred.
Før du kan forvente, at kommunen kan hjælpe dig, skal du altid selv have forsøgt at løse dit boligproblem.
Det skal du blandt andet gøre ved at lade dig opskrive i mindst 3 almene boligorganisationer med boliger indenfor kommunegrænsen, og hvor der er kort ventetid til en bolig.
Følgende almene boligorganisationer har boliger i Odsherred Kommune:
Du skal også dokumentere alle dine indtægter og udgifter. Sidstnævnte gælder både faste udgifter (som f.eks. forsikringer & telefoni) samt gæld (f.x forbrugslån).
Hvornår kan kommunen indstille dig til den boligsociale venteliste?
Odsherred Kommune foretager altid en konkret og individuel vurdering. Du skal være bosiddende i Odsherred kommune, og have haft bopæl i Odsherred kommune i mindst 2 ud af de seneste 5 år. Du skal være på offentlig forsørgelse eller i lavindkomstgruppen og Odsherred Kommune skal være handlekommune for borger.
Odsherred Kommune kan som hovedregel indstille dig til en bolig, hvis du har påtrængende boligsociale problemer. Dette kunne fx være:
- Hvis du skal udskrives fra døgninstitution, f.eks. botilbud og krisecentre
- Hvis du skal udskrives fra behandlingshjem/forsorgshjem, er uforskyldt boligløs og senest har haft folkeregisteradresse i Odsherred Kommune (bemærk bopælskravet ovenfor).
- Hvis du oplever et pludseligt opstået og ikke-selvforskyldt økonomisk tab (i forbindelse med ægtefælle/samlevers død, langvarig sygdom etc.)
- Hvis du på grund af vold i hjemmet har brug for at fraflytte din nuværende bolig.
Hvornår kan kommunen ikke indstille dig til den boligsociale venteliste?
Odsherred Kommune kan ikke indstille dig til en bolig:
- Hvis du har midlertidig c/o adresse hos venner eller familie.
- Hvis du bor eller har boet til fremleje.
- Hvis du kun ønsker at bo et bestemt sted.
- Hvis du har behov for større eller mindre bolig.
- Hvis du er flyttet til en bolig, hvor det skønnes, at du allerede på indflytningstidspunktet vidste, at den var uegnet på grund af stand, størrelse eller økonomi.
- Hvis du venter barn, flytter sammen med din kæreste eller skal giftes. Det betragtes normalt som almindelige livsvilkår.
- Hvis du ønsker at flytte hjemmefra, og der ikke er tale om helt særlige forhold
- Hvis du bliver separeret, skilt eller flytter fra din samlever, og der ikke vurderes at være ganske særlige udfordringer i denne forbindelse.
- Hvis du har afhændet din bolig, og der ikke vurderes at være ganske særlige udfordringer i denne forbindelse.
- Hvis du tidligere er blevet indstillet til en bolig på grund af påtrængende sociale problemer, og der ikke er tilstødt nye problemer.
Hvem vurderer, om kommunen kan indstille dig til en bolig?
Kommunens administration har et boligvisiteringsudvalg som modtager indstillinger omkring borgere med helt særlige behov.
Du skal kontakte Odsherred Kommune på 59 66 65 80 eller på mail for nærmere information.
Hvilken type bolig kan du blive indstillet til?
Du kan kun forvente at blive indstillet til en passende bolig efter økonomi og husstand. Vi kan ikke tage hensyn til ønsker om beliggenhed. Hvis du siger nej tak til et tilbud, vil du blive slettet fra ventelisten.
Bliv skrevet op til en almen bolig
Da kommunen har et meget begrænset antal lejeboliger til udlejning, er den bedste løsning at blive skrevet op i boligorganisationerne. Du kan blive skrevet op i en boligorganisation fra det fyldte 15. år. Det er fornuftigt at lade sig skrive op, selv om man bor i ejerbolig og ikke har brug for boligen lige nu.
Se en liste med udlejere i Odsherred Kommune her.
Kommunen har også ældre- og plejeboliger til leje. Du kan læse mere om disse boligtyper her.
Tilsyn med almene boliger
Odsherred Kommune skal føre tilsyn med de almene boligorganisationer og afholder derfor hvert år dialogmøder med dem hver især.
Formålet med styringsdialogen er at drøfte større udfordringer i boligvirksomheden, at gøre status med hensyn til, hvilken grad de efterlever målsætningerne samt at afklare det fremtidige behov for at koordinere indsatser og indgå aftaler.
Du kan læse referater fra dialogmøderne nedenfor.